Sårbarhedsfornægtelse – frygten for at være menneskelig

Vi lever i en kultur, hvor sårbarhed ofte forveksles med svaghed. Vi lærer tidligt at holde sammen på os selv, at bide tænderne sammen, at være stærke, rolige og kompetente. Men under overfladen gemmer der sig en stille kamp – en konstant anstrengelse for at skjule det, der er mest menneskeligt: vores sårbarhed.

Sårbarhedsfornægtelse er ikke fravær af følelser, men fravær af tilladelse. Det er, når vi lukker for den del af os, der mærker, længes, græder eller frygter. Den del, der rækker ud efter andre, men samtidig er bange for at blive afvist.

Hvordan sårbarheden blev farlig

For de fleste mennesker bliver sårbarhed farlig, fordi den engang blev mødt med kulde, skam eller latter. Et barn, der rækker ud og ikke bliver mødt, lærer hurtigt, at følelser er risikable. Den smerte lagres i nervesystemet som et mønster: “Jeg må beskytte mig selv.”

Med tiden bliver dette mønster til karaktertræk. Vi bliver stoiske, ironiske, overanalytiske eller konstant “på forkant”. Alt sammen subtile måder at undgå at mærke den rå og ufiltrerede del af os selv.

Den amerikanske forsker Brené Brown beskriver sårbarhed som selve kilden til kærlighed, tilhørighed og kreativitet – men også som det sted, hvor skam og frygt lever (Brown, 2012). Når vi fornægter sårbarheden, lukker vi samtidig af for livets mest vitale strøm.

Det følelsesmæssige panser

Når vi fornægter sårbarhed, udvikler vi et psykologisk panser. Vi bliver “fornuftige” i stedet for ærlige. Vi analyserer i stedet for at føle. Vi joker i stedet for at åbne os.

Dette panser giver os en kortvarig følelse af kontrol, men på lang sigt skaber det en eksistentiel ensomhed. For ingen kan elske os dér, hvor vi gemmer os. Den kærlighed, vi længes efter, kræver, at vi tør vise det, vi helst vil skjule.

Psykoterapeuten Wilhelm Reich beskrev dette som karakterpanser – en kropslig og emotionel spændingstilstand, hvor vi fysisk holder følelser tilbage (Reich, 1949). Kroppen bliver stiv, stemmen kontrolleret, vejrtrækningen overfladisk. Vi beskytter os mod følelsesmæssig smerte, men samtidig mod livets intensitet.

Den rationelle flugt

En af de mest almindelige former for sårbarhedsfornægtelse er overdreven rationalitet. Vi analyserer alt, hvad vi føler, for at undgå at mærke det. Vi skaber narrativer, diagnoser eller strategier, fordi det giver en illusion af afstand og sikkerhed.

Men intet kan tæmmes på afstand, som først skal leves tæt på. Sårbarhed kan ikke forstås – kun føles.

Forskning i emotional processing (Greenberg & Paivio, 1997) viser, at følelser, der ikke bliver udtrykt, fortsætter med at påvirke os ubevidst. Den rationelle kontrol fjerner ikke følelsen – den skjuler den, indtil den finder en anden vej ud: stress, træthed, vrede eller distance.

Fornægtelsen i relationer

Sårbarhedsfornægtelse viser sig tydeligst i kærlighedsrelationer. Det er dér, vi risikerer at blive set. Mange forsøger at være “den stabile”, “den stærke” eller “den, der har styr på det”. Men jo mere vi forsøger at undgå afhængighed, jo mere skaber vi afstand.

Den, der altid vil fremstå rolig, bliver svær at mærke. Den, der altid tager ansvar, efterlader ingen plads til gensidighed. Den, der aldrig viser frygt, gør det umuligt for den anden at være tryg i sin egen.

Vi beskytter os mod sår, men ender med at beskytte os mod kærlighed.

Skam som roden til fornægtelsen

Sårbarhedsfornægtelse udspringer ofte af skam. Skam fortæller os, at vi ikke må vise os, som vi er, fordi vi så vil blive afvist. Skam er derfor ikke bare en følelse, men et filter, der bestemmer, hvilke sider af os der må eksistere i lyset.

Den psykoanalytiker Heinz Kohut beskrev, hvordan mennesker med et ustabilt selvbillede ofte udvikler idealiserede versioner af sig selv for at undgå at mærke denne skam (Kohut, 1971). Men jo mere vi forsøger at være ideelle, jo mere fjerner vi os fra den virkelige kontakt med os selv og andre.

At genlære sårbarhed

At genvinde kontakten med sin sårbarhed handler ikke om at “blive blød”. Det handler om at skabe tryghed nok til at kunne være ærlig.

Vi kan begynde i det små:

• At sige, når vi bliver ramt, i stedet for at forklare hvorfor.
• At indrømme, når vi ikke ved, hvad vi føler.
• At bede om støtte, uden at føle os svage.

Sårbarhed kræver ikke perfektion, men nærvær. Når vi tør være til stede i det, vi føler, uden at flygte fra det, begynder nervesystemet at afkode: “Det er trygt at være mig.”

Den paradoksale styrke

Sårbarhedens paradoks er, at den, der tør være sårbar, faktisk bliver stærkere. Ikke i ydre forstand, men indre. Styrken vokser, når vi ikke længere skal beskytte os mod vores egen natur.

Sårbarhed er ikke et brud i rustningen – det er rustningens fravær. Det er dér, vi endelig kan mærke os selv og blive mærket af andre.

At turde være sårbar er at sige ja til livet uden filter. Det er den mest radikale form for mod, et menneske kan udøve.

Kilder

• Brown, B. (2012). Daring Greatly: How the Courage to Be Vulnerable Transforms the Way We Live, Love, Parent, and Lead. Penguin.
• Reich, W. (1949). Character Analysis. Orgone Institute Press.
• Greenberg, L. S., & Paivio, S. C. (1997). Working with Emotions in Psychotherapy. Guilford Press.
• Kohut, H. (1971). The Analysis of the Self. University of Chicago Press.
• Gilbert, P. (2010). The Compassionate Mind. Constable & Robinson.
• Rogers, C. (1961). On Becoming a Person. Houghton Mifflin.