Parforholds Fællesskab – mellem frygt og frihed

I alle parforhold eksisterer der et fællesskab. Det er sjældent skrevet ned, men det former alligevel vores forventninger, grænser og måder at være sammen på. Over tid kan dette fællesskab blive et fængsel – eller en frihedserklæring.

Mange par udvikler, ofte ubevidst, et sæt regler, der skal beskytte forholdet. Men hvis disse regler styres af frygt for tab, afvisning eller usikkerhed, ender parret med at skabe et lukket fællesskab, hvor ægte intimitet og personlig vækst ofres for en illusion af sikkerhed.

Andre par lykkes med at forme et åbent fællesskab, hvor afhængighed ikke bliver til kvælning, men til tryghed – og hvor kærligheden netop trives, fordi både nærhed og individualitet får lov at eksistere side om side.

Afhængighedens paradoks

Vi lever i en kultur, hvor uafhængighed ofte hyldes som det største ideal. At kunne “stå på egne ben” og “klare sig selv” fremhæves som styrke. I parforholdet oversættes det til ideen om, at man ikke må være for afhængig af sin partner.

Men forskningen peger på det modsatte: afhængighed er grundlæggende menneskeligt. John Bowlby, grundlæggeren af tilknytningsteorien, beskrev allerede i 1969, at mennesket biologisk set er designet til at søge en tryg base i andre mennesker. Det gælder ikke kun børn – men hele livet igennem.

Amir Levine og Rachel Heller skriver i bogen Attached (2010), at den vestlige kultur har patologiseret afhængighed, selvom det er netop den trygge afhængighed, der skaber stærke og fleksible relationer. Som de skriver:

“Our need to be close to and depend on one person for support is not a weakness – it is our greatest strength.”

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om vi er afhængige af hinanden, men hvordan.

Det lukkede fællesskab – når frygt styrer

Et lukket parforhold bygges ofte op omkring uskrevne regler som:

1. Vi tilhører hinanden.
   Her bliver kærlighed til ejerskab – et ønske om at kontrollere partnerens tanker, handlinger og sociale relationer. Esther Perel (Mating in Captivity, 2006) beskriver, hvordan ønsket om sikkerhed kan forveksles med kontrol, og Levine & Heller (Attached, 2010) viser, at ængstelig tilknytning ofte skaber jalousi og ejerskab.
2. Vi ofrer os selv.
   Den enkeltes drømme og længsler lægges til side for “forholdets skyld”. Over tid bliver partnerne til skygger af sig selv. Pia Mellody (Facing Codependence, 1992) peger på selvopofrelse som et kerneelement i co-dependency, mens John Gottman (The Seven Principles for Making Marriage Work, 1999) dokumenterer, at vedvarende selvopgivelse dræner intimiteten.
3. Vi er uadskillelige.
   Frygten for adskillelse gør, at man mister evnen til at være alene uden angst. Bowlby (1969) beskrev separation anxiety som en central del af usikker tilknytning, og Sue Johnson (Hold Me Tight, 2008) viser, hvordan denne angst fastholder par i negative mønstre.
4. Vi fastholder rollerne.
   Rutiner bliver så faste, at forandring ses som en trussel. Salvador Minuchin (Families and Family Therapy, 1974) beskrev, hvordan rigide strukturer i familier låser dynamikker fast, mens Gottman peger på fleksibilitet som et kendetegn ved velfungerende par.
5. Vi kræver absolut troskab – også i tanken.
   Selv fantasi eller indre længsler kan opfattes som forræderi. Fletcher & Kininmonth (1992) beskrev “obsessive relational patterns”, hvor jalousi og tankekontrol præger forholdet, og Perel har vist, hvordan kravet om absolut sikkerhed kan kvæle begæret.
6. Vi har nok i os selv.
   Parret isolerer sig fra omverdenen og mister støtte og inspiration udefra. Umberson & Karas Montez (2010) dokumenterer, at social isolation i parforhold øger risikoen for depression, mens Gottman kalder dette “emotional disengagement”.
7. Vi interesserer os ikke for hinandens ydre liv.
   Partnerens egne projekter og venskaber mødes med ligegyldighed. Ifølge Gottman (Why Marriages Succeed or Fail, 1994) er manglende interesse i hinandens “love maps” en stærk prædiktor for skilsmisse. Johnson (2008) viser, at manglende nysgerrighed skaber følelsesmæssig afstand.
8. Vi bevarer status quo.
   Alt nyt afvises for at fastholde en skrøbelig tryghed. Systemisk terapi beskriver dette som “homeostasis” – en fastlåst tilstand, der forhindrer udvikling (Minuchin, 1974). Jungiansk set svarer det til egoets modstand mod transformation.
9. Vi straffer med tilbagetrækning.
   Tavshed, kulde eller sarkasme bliver et våben, der skaber afstand i stedet for kontakt. Gottman (1999) identificerede dette som stonewalling, en af de “Four Horsemen of the Apocalypse”, der forudsiger skilsmisse. Markman, Stanley & Blumberg (Fighting for Your Marriage, 1994) beskrev det som en form for følelsesmæssig straf.

Disse regler skaber en relation, hvor stilstand erstatter udvikling. Som Jung ville sige: her forveksler vi tilpasning med helhed. Vi lever i skyggen af vores barndoms mønstre – hvor vi lærte at tilpasse os for at undgå afvisning.

Det åbne fællesskab – når kærligheden er levende

Et sundt parforhold har også en slags kontrakt – men den er båret af frihed og tillid fremfor frygt. Her ser paragrafferne anderledes ud:

1. Vi tilhører os selv – og vælger hinanden.
   Kærlighed er ikke ejerskab, men et dagligt, frit valg. Esther Perel (Mating in Captivity, 2006) viser, at begær og vitalitet trives, når partnere bevarer deres individualitet. Bowlby (1988) beskriver, hvordan tryg tilknytning giver netop denne frihed: man kan være sig selv, fordi man stoler på båndet.
2. Vi støtter hinandens drømme.
   Individuelle længsler ses ikke som trusler, men som gaver, der beriger forholdet. Gottman (The Seven Principles for Making Marriage Work, 1999) peger på “supporting each other’s life dreams” som en nøglefaktor i langvarig kærlighed. Det handler om at se partnerens ønsker som noget, der styrker fællesskabet, ikke truer det.
3. Vi kan være alene – og sammen.
   Afstand bruges til fordybelse, ikke som kilde til angst. Sue Johnson (Hold Me Tight, 2008) beskriver, hvordan tryg afhængighed gør, at partnere kan være hver for sig uden frygt, fordi de ved, at båndet er stabilt. Forskning i secure attachment viser, at evnen til at regulere sig selv styrkes gennem en tryg base (Mikulincer & Shaver, 2007).
4. Vi tør ændre rollerne.
   Vi ser fleksibilitet som styrke – roller kan skifte, rutiner kan brydes. Minuchin (1974) viste, at fleksible strukturer i familier er et sundhedstegn, fordi de kan tilpasse sig nye livsfaser. Gottman fremhæver, at succesrige par evner at genforhandle roller over tid i stedet for at fastholde dem rigidt.
5. Vi er trofaste i hjertet – men ikke kontrollerende.
   Loyalitet er et bevidst valg, ikke tankekontrol. Perel (2017, The State of Affairs) argumenterer for, at troskab i det moderne parforhold handler om åben kommunikation og bevidste valg, ikke om overvågning af tanker og følelser. Tryg tilknytning indebærer, at man kan stole på båndet uden at kræve total kontrol.
6. Vi søger fællesskab.
   Venner, familie og verden udenfor styrker os, de truer os ikke. Gottman (1999) peger på, at lykkelige par har rige sociale netværk, og forskning viser, at sociale relationer generelt beskytter mod stress og depression (Umberson & Karas Montez, 2010).
7. Vi er nysgerrige på hinanden.
   Vi følger med i hinandens liv og interesser med åbenhed. Gottman beskriver dette som “love maps” – viden om partnerens indre liv er en af de stærkeste prædiktorer for tilfredshed og stabilitet. Johnson (2008) viser, at følelsesmæssig nysgerrighed styrker båndet og skaber tryghed.
8. Vi byder forandring velkommen.
   Forandring ses som livets natur – og en mulighed for vækst. Jung beskrev individuation som en kontinuerlig transformationsproces, og parforholdet kan være en arena for denne udvikling. Gottman kalder det “accepting influence” – evnen til at tilpasse sig og vokse sammen er kernen i holdbar kærlighed.
9. Vi møder uenighed med åbenhed.
   Vi bruger ikke kulde som straf, men tør vise sårbarhed. Johnson (2008) understreger, at nøglepunktet i emotionsfokuseret terapi er at turde vise sin sårbarhed fremfor at reagere med forsvar. Gottman viser, at par, der kan “repair” under konflikt og møde hinanden med åbenhed, har langt højere sandsynlighed for at blive sammen.

Denne kontrakt hviler på det, Sue Johnson i Hold Me Tight (2008) kalder tryg afhængighed: en tilknytning, hvor vi tør række ud, fordi vi ved, at vi bliver mødt.

Jungiansk perspektiv: individuation i parforhold

Jung beskrev individuation som processen, hvor mennesket bliver helt – hvor ego, skygge, anima/animus og selv integreres. I parforholdet kan denne proces enten hæmmes eller fremmes:

• I det lukkede fællesskab bliver partneren et redskab til at fastholde en falsk sikkerhed. Man smelter sammen i en symbiose, men mister kontakten til Selvet.
• I det åbne fællesskab bliver partneren en spejlende kraft, der udfordrer, støtter og inspirerer individuationen. Her bliver kærligheden ikke et skjold mod frygt, men en portal til helhed.

Filosofisk vinkel: frihed og kærlighed

• Kierkegaard ville kalde det lukkede forhold for fortvivlelse – man tør ikke være sig selv, men skjuler sig i symbiosen.
• Nietzsche ville se det som en slavemoral i kærlighed: vi binder os i frygt i stedet for at skabe et liv affirmativt og frit.
• Spinoza ville sige, at ægte kærlighed er at glæde sig i den andens vækst – ikke at fastholde den anden i status quo.

Konklusion: kærlighed som levende fællesskab

Parforholdet er altid et fællesskab. Spørgsmålet er ikke, om vi skaber et fællesskab, men hvilket fællesskab vi vælger at nære.

Et lukket fællesskab formes af frygt: frygt for at miste, frygt for at være alene, frygt for at blive afvist. I forsøget på at skabe sikkerhed ender parret med at begrænse hinanden – i kontrol, stilstand og selvopgivelse. Det giver en illusion af tryghed, men den betales med tab af intimitet og livskraft.

Et åbent fællesskab bygges derimod på tillid og tryg afhængighed. Som tilknytningsteorien viser, er vi skabt til at søge hinanden. Afhængighed er ikke et svaghedstegn, men en biologisk nødvendighed. Det er den måde, vi skaber base og mod til at gå ud i verden på. Attached kalder det secure attachment: når vi ved, at vi kan række ud og blive mødt, får vi både styrke til at stå alene og mod til at stå sammen.

Her bliver kærligheden en bevægelse frem for en binding. Den giver frihed, fordi vi ikke længere behøver at bevise vores uafhængighed. Den giver nærhed, fordi vi tør vise sårbarhed uden frygt for at blive afvist. Den giver vækst, fordi vi kan støtte hinandens drømme og samtidig skabe noget større i fællesskab.

Jung beskrev individuation som processen, hvor mennesket bliver helt. I parforholdet kan denne helhed ikke skabes ved at smelte sammen i symbiose, men ved at mødes som to hele mennesker, der spejler og udfordrer hinanden. Det er i dette møde, vi for alvor finder os selv.

Som Gottman og Johnson har vist, handler kærlighed ikke om fraværet af konflikt, men om evnen til at reparere, til at blive ved med at række ud, også når vi er sårede. Det åbne fællesskab kan rumme uenighed, forandring og forskellighed – og gør netop derved kærligheden stærkere.

Det sande Parforholds Fællesskab er derfor ikke en stiltiende kontrakt, men en levende invitation, gentaget dag for dag:

“Jeg går min vej, og du går din – men vi vælger at mødes her.
Jeg er hel i mig selv, og du er hel i dig.
Og i dette fællesskab skaber vi noget, som ingen af os kunne skabe alene.”

---

Kilder

• Bowlby, J. (1969/1982). Attachment and Loss: Vol. 1. Attachment. Basic Books.
• Bowlby, J. (1988). A Secure Base: Parent-Child Attachment and Healthy Human Development. Basic Books.
• Levine, A. & Heller, R. (2010). Attached: The New Science of Adult Attachment and How It Can Help You Find – and Keep – Love. Penguin.
• Gottman, J. & Silver, N. (1999). The Seven Principles for Making Marriage Work. Crown.
• Johnson, S. (2008). Hold Me Tight: Seven Conversations for a Lifetime of Love. Little, Brown.
• Jung, C.G. (1928). The Relations Between the Ego and the Unconscious. Princeton University Press.Kilder og litteratur
• Bowlby, J. (1969/1982). Attachment and Loss: Vol. 1. Attachment. Basic Books.
• Bowlby, J. (1988). A Secure Base: Parent-Child Attachment and Healthy Human Development. Basic Books.
• Fletcher, G. J. O., & Kininmonth, L. (1992). Measuring relationship beliefs: An individual differences measure. Journal of Research in Personality, 26(4), 371–397.
• Gottman, J. M. (1994). Why Marriages Succeed or Fail. Simon & Schuster.
• Gottman, J. M., & Silver, N. (1999). The Seven Principles for Making Marriage Work. Crown.
• Johnson, S. (2008). Hold Me Tight: Seven Conversations for a Lifetime of Love. Little, Brown.
• Levine, A., & Heller, R. (2010). Attached: The New Science of Adult Attachment and How It Can Help You Find – and Keep – Love. Penguin.
• Markman, H. J., Stanley, S. M., & Blumberg, S. L. (1994). Fighting for Your Marriage. Jossey-Bass.
• Mellody, P. (1992). Facing Codependence: What It Is, Where It Comes From, How It Sabotages Our Lives. HarperCollins.
• Minuchin, S. (1974). Families and Family Therapy. Harvard University Press.
• Mikulincer, M., & Shaver, P. R. (2007). Attachment in Adulthood: Structure, Dynamics, and Change. Guilford Press.
• Perel, E. (2006). Mating in Captivity: Unlocking Erotic Intelligence. Harper.
• Perel, E. (2017). The State of Affairs: Rethinking Infidelity. Harper.
• Umberson, D., & Karas Montez, J. (2010). Social Relationships and Health: A Flashpoint for Health Policy. Journal of Health and Social Behavior, 51(Suppl), S54–S66.
• Jung, C. G. (1928). The Relations Between the Ego and the Unconscious. Princeton University Press (Bollingen Series).