Indledning Når vi taler om følelser i hverdagen, bruger vi ofte etiketter som vrede, frygt, glæde eller sorg. Det kan friste til at tænke på følelser som noget, der kan lægges i klart afgrænsede kasser: hver oplevelse hører til en bestemt kategori med sit eget sæt af fysiologiske og udtryksmæssige

Vi dummer os alle. Nogle dage tænker vi slet ikke. Andre dage tænker vi knudret og skævt. Det er pointen hos filosoffen Lars Fr. H. Svendsen, der skelner klart mellem to fænomener. Dumhed er når vi ikke tænker. Idioti er når vi tænker, men tænker dårligt. Skellet virker enkelt, men

Vi lever i en tid, hvor vi er blevet stadig bedre til at tænke om følelser og til at tale om følelser. Vi kan analysere dem, sætte ord på dem, finde mønstre, relatere dem til vores barndom eller til samfundets strukturer. Det er blevet legitimt at sige “jeg føler mig

Vi lever i en tid, hvor vi jagter svar. Alt skal forklares, dokumenteres og forstås. Vi vil kende meningen med livet, forstå vores følelser, finde vores plads i universet. Men midt i denne stræben glemmer vi ofte den simple sandhed: at vi ikke ved, og måske aldrig vil vide, alt.

Der er nogle mennesker, som fra det første øjeblik får dig til at føle dig tryg. Du kan ikke forklare hvorfor, men deres nærvær gør dig rolig. De lader dig være dig selv, og du mærker, at du betyder noget. Det kan være en lille gestus, en tone i stemmen

Hjernen er ikke en fastlåst maskine. Den er levende, foranderlig og altid i bevægelse. Forskere kalder det neuroplasticitet: hjernens evne til at skabe nye forbindelser og tilpasse de gamle. Det betyder, at alt det vi gør igen og igen, former os. Ikke kun i handling, men i tanker, følelser og

– hvordan hjernen forveksler sociale domme med livsfare, og hvad vi kan gøre for at finde ro Vi tror ofte, at stress handler om deadlines, opgaver og krav. Men en stor del af den kommer et helt andet sted fra: hvordan vi bliver set af andre. En kritisk kommentar, et performance

Vi stiller ofte spørgsmålet næsten poetisk: Er der mere mellem himmel og jord? Svaret fra moderne fysik er overraskende klart: ja – langt mere, end vi kan fatte. Når vi ser ned i universets mindste byggesten, ind i kvantefysikkens verden, finder vi ikke faste ting, men muligheder, sandsynligheder og bevægelige grænser.

Vi er vokset op med en selvfølgelighed: verden består af ting. Stole, sten, træer, mennesker. Vi tager det for givet, at alt har en identitet i sig selv – noget, der gør det til netop det. En stol er en stol. Jeg er mig. Du er dig. Men hvad nu hvis