By Jørgen Larsen — 18 sep 2025

Når komplimenter føles utrygge

Nervessystem, tilknytning og kunsten at blive set

De fleste kender følelsen: nogen giver en varm kompliment, og i stedet for glæde kommer der uro. Et øjeblik hvor kroppen strammer, hvor vi leder efter noget at sige for at undgå at blive stående i lyset. Det kan ligne beskedenhed, men i virkeligheden handler det ofte om et nervesystem, der ikke helt stoler på at blive set.

Indre modeller formes tidligt

Fra de første år af livet begynder vi at bygge det, psykologien kalder indre arbejdsmodeller – billeder af os selv og af andre. De dannes i mødet med vores omsorgspersoner: hvordan de reagerede, når vi græd, søgte trøst eller havde brug for anerkendelse.
Disse modeller bliver til usynlige skabeloner for, hvad vi forventer i relationer. Hvis vi blev mødt med varme og konsistens, lærer vi at verden er nogenlunde tryg. Hvis vi derimod ofte blev mødt med kritik, fravær eller forvirrende signaler, kan kroppen lære at vagtsomhed er det sikreste.

Hjernen der vogter

Når et kompliment gives, sættes et netværk i hjernen i gang.

Amygdala: scanner for fare og mulige trusler.
Præfrontal cortex: forsøger at regulere og skabe mening – “taler” nervesystemet til ro.
Posterior cingulate cortex: binder oplevelsen til selvbillede og følelsesmæssig evaluering.

Hvis de indre modeller siger “jeg er nok ikke værd at blive set”, kan amygdala tænde en alarm, selv i et trygt øjeblik. Kroppen reagerer med uro, og komplimentet opleves som et ubehageligt spotlight snarere end en gave.

Når kritik rammer hårdere end ros

Forskning viser at hjernen bearbejder kritik stærkere end ros. Det skyldes både evolution – det var vigtigere at opdage trusler end tryghed – og tidlige erfaringer. Hvis et barn ofte blev mødt med kritik, bliver nervesystemet ekstra fintunet til at forvente mere af det samme. Ros passer ikke ind i den skabelon og opleves derfor fremmed.

At skabe nye kredsløb

Det betyder ikke at vi er låst fast. Hjernen er plastisk – den kan danne nye forbindelser. At lære at tage imod komplimenter er en stille træning i at berolige nervesystemet og give nye erfaringer plads.

At stoppe op når nogen giver en kompliment, og trække vejret ind i kroppen.
At øve sig i små skridt: i stedet for at afvise, blot sige “tak”.
At opdage modstanden uden at dømme den – det er ikke svaghed, men et mønster der engang var nødvendigt.
At lade relationer blive trygge felter, hvor nye erfaringer langsomt kan erstatte gamle mønstre.

Mere end ord

At kunne modtage komplimenter handler i sidste ende ikke om høflighed, men om at turde være set. Om at lade nervesystemet erfare at lyset ikke altid er farligt, at nærhed ikke altid brænder.

Det er en stille bevægelse fra overlevelse til nærvær. Fra vagtsomhed til tillid. Og måske fra at føle sig blottet til at mærke sig selv som værdifuld.