Når følelser gøres til problemer – og hvordan vi kan møde dem anderledes

Der er øjeblikke i et forhold, hvor man rækker ud i håb om at blive mødt – men i stedet bliver afvist. Det er ikke altid af ond vilje. Ofte sker det, fordi følelser bliver omfortolket. De bliver reframed: fra et signal om nærhed til et problem, den anden ikke kan rumme.

Et menneske deler sin sårbarhed: “Jeg føler mig usikker lige nu.” Men i stedet for at blive mødt med nysgerrighed, bliver svaret: “Du er for krævende.” Følelsen, der oprindeligt var en invitation til kontakt, bliver stemplet som et problem.

Eller man udtrykker en længsel: “Jeg savner, at vi skaber flere oplevelser sammen.” Håbet er at åbne døren til fællesskab. Men svaret kan blive: “Hvad gør du selv?” Længslen bliver til en kritik, som skal afvises.

Det samme kan ske, når stemningen skifter. Et menneske, der bliver stille eller trækker sig lidt tilbage, har måske blot brug for ro. Men partneren kan læse det som et faresignal: “Nu falder alt sammen.” En naturlig bevægelse i sindet bliver gjort til en trussel.

Igen og igen optræder det samme mønster: Følelsen er i sig selv legitim, men bliver reframed til noget forkert. Og i stedet for at bringe os tættere sammen, skaber den afstand.

Hvordan kunne det lyde anderledes?

Forestil dig, at samme sætninger blev mødt på en ny måde:

• “Jeg føler mig usikker lige nu.”
  – “Det giver mening. Jeg er her med dig.”
• “Jeg savner, at vi skaber flere oplevelser sammen.”
  – “Det lyder vigtigt. Lad os finde noget, vi begge glæder os til.”
• “Jeg har brug for at vide, at du er her med mig.”
  – “Selvfølgelig. Du betyder noget for mig.”

Forskellen er ikke stor i ord, men enorm i virkning. I stedet for at blive gjort til problemer, bliver følelserne mødt som følelser.

Fra forsvar til forbindelse

At reframe følelser som problemer er ofte en automatreaktion. Det kan handle om gamle erfaringer, frygt for at blive kvalt i andres behov, eller usikkerhed på, hvordan man selv skal reagere. Men når vi stopper op og ser følelsen som en invitation i stedet for et pres, ændres relationen.

Tre små skridt kan hjælpe:

1. Stands forsvarsmekanismen: Lyt, før du svarer.
2. Valider følelsen: Anerkend, at den giver mening i den andens verden.
3. Svar med nærvær: Et enkelt “jeg er her” kan være nok.

Et filosofisk blik

Følelser er ikke defekter, men pejlemærker. De viser os, hvad vi værdsætter, og hvad vi frygter at miste. Når vi lærer at møde dem, åbner vi ikke bare for kontakt – vi åbner for en dybere sandhed om at være menneske.

Kierkegaard kaldte angsten “frihedens svimmelhed”. Det kan vi overføre til alle følelser: de peger på betydning. Og måske er kærlighed netop evnen til at bære den betydning sammen, uden at gøre den til et problem.

En lille øvelse til hverdagen

Næste gang du hører en følelse fra en, du holder af, så prøv dette:

• Når du hører ordene, stop op et øjeblik, før du svarer.
• Sig til dig selv: “Det her er ikke et problem – det er en følelse.”
• Svar med et nærværende ord eller spørgsmål:
  • “Det giver mening, du føler sådan.”
  • “Fortæl mig mere.”
  • “Jeg er her.”

Det handler ikke om at løse noget, men om at skabe et rum, hvor følelser kan leve frit. For ofte er det netop dét, der forvandler problemer til forbindelser.

Kilder

• Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (2016). Acceptance and Commitment Therapy: The Process and Practice of Mindful Change. Guilford Press.
• Johnson, S. M. (2008). Hold Me Tight: Seven Conversations for a Lifetime of Love. Little, Brown Spark.
• Bowlby, J. (1988). A Secure Base: Parent-Child Attachment and Healthy Human Development. Basic Books.
• Kierkegaard, S. (1844/1980). The Concept of Anxiety. Princeton University Press.