Mere end IQ: Om de mange intelligenser og livets balance

Vi er vant til at tænke på intelligens som noget, der kan reduceres til et tal – IQ. Et enkelt mål, der skulle afgøre, hvor kloge vi er, og hvor langt vi kan nå i livet. Men virkeligheden er langt mere nuanceret. Forskning peger på, at intelligens er mangesidet, og at en høj IQ både kan være en gave og en udfordring.

IQ som klassisk mål

IQ blev udviklet i begyndelsen af 1900-tallet af Alfred Binet og senere standardiseret af bl.a. Lewis Terman. Det måler især logisk-matematisk og sproglig problemløsning.

Meta-analyser viser, at IQ er en stærk prædiktor for akademiske præstationer og jobperformance, særligt i komplekse roller (Schmidt & Hunter, 1998). Men allerede omkring IQ 115-120 synes man at nå et plateau, hvor yderligere point giver begrænset ekstra effekt (Gottfredson, 2003).

Flere former for intelligens

At reducere menneskelig kapacitet til et tal er imidlertid en fattig tilgang. Flere teorier har forsøgt at udvide perspektivet.

Emotionel intelligens (EQ)

Emotionel intelligens beskriver evnen til at forstå, regulere og anvende følelser – både egne og andres. Goleman (1995) populariserede begrebet, men allerede Salovey & Mayer (1990) beskrev det som en form for social kognition.

Meta-analyser viser, at EQ bidrager unikt til jobperformance og relationel succes, selv når der kontrolleres for IQ (O’Boyle et al., 2011).

Social intelligens

Thorndike (1920) talte om social intelligens som evnen til at forstå og navigere i sociale sammenhænge. Senere forskning har vist, at sociale færdigheder er afgørende for samarbejde, netværk og trivsel i både privat- og arbejdsliv (Cantor & Kihlstrom, 1987).

Sternbergs triarkiske teori

Robert Sternberg (1985) pegede på tre former for intelligens:

• Analytisk intelligens: det, som IQ primært måler.
• Kreativ intelligens: evnen til at finde nye mønstre og løsninger.
• Praktisk intelligens: evnen til at tilpasse sig virkelige situationer og handle effektivt.

Ifølge Sternberg er det kombinationen af disse, der bedst forklarer succes i livet.

Gardners multiple intelligences

Howard Gardner (1983) udvidede forståelsen yderligere med sin teori om multiple intelligences. Han identificerede otte grundformer:

• Logisk-matematisk intelligens
• Sproglig intelligens
• Musikalsk intelligens
• Kropslig-kinæstetisk intelligens
• Visuel-rumlig intelligens
• Interpersonel intelligens
• Intrapersonel intelligens
• Naturalistisk intelligens

Senere foreslog han også en mulig niende: den eksistentielle intelligens – evnen til at reflektere over livets store spørgsmål.

Når høj IQ bliver en udfordring

Høj IQ er ikke altid en ubetinget fordel. Flere studier af højtbegavede individer viser, at de kan opleve:

• Social isolation: Hollingworth (1942) fandt, at børn med IQ >180 ofte følte sig fundamentalt anderledes og havde svært ved at finde ligesindede.
• Overanalysering og perfektionisme: En høj kognitiv kapacitet kan føre til konstant vurdering af muligheder og konsekvenser, hvilket kan skabe handlingslammelse (Furnham, 2008).
• Eksistentiel angst: Schultz & Delisle (2003) beskriver, hvordan højtbegavede ofte stiller dybe spørgsmål om mening, død og fremmedgørelse – en ressource, men også en byrde.
• Mismatch i arbejdslivet: Lubinski (2009) påpeger, at organisationer ofte belønner samarbejde og konformitet. Mennesker med meget høj IQ kan blive utålmodige, frustrerede eller opleve at “passe dårligt ind”.

Helhed og balance

Samlet set peger forskningen på, at intelligens er et væv af mange tråde. IQ giver kognitive fordele, men EQ, social, praktisk og kreativ intelligens er mindst lige så afgørende for livskvalitet, relationer og trivsel.

At leve et godt liv handler derfor ikke kun om at tænke hurtigt eller regne komplekse problemer ud, men om at kunne føle, forstå, skabe og forbinde sig til andre mennesker. Høj IQ uden balance kan være en byrde – men kombineret med andre former for intelligens kan det blive en gave.

Referencer

• Cantor, N., & Kihlstrom, J. F. (1987). Personality and social intelligence. Prentice Hall.
• Furnham, A. (2008). Personality and intelligence at work. Routledge.
• Gardner, H. (1983). Frames of mind: The theory of multiple intelligences. Basic Books.
• Gottfredson, L. S. (2003). Dissecting practical intelligence theory: Its claims and evidence. Intelligence, 31(4), 343–397.
• Goleman, D. (1995). Emotional intelligence. Bantam Books.
• Hollingworth, L. S. (1942). Children above 180 IQ, Stanford-Binet: Origin and development. World Book.
• Lubinski, D. (2009). Exceptional cognitive ability: The phenotype. Behavioral Genetics, 39(4), 350–358.
• O’Boyle, E. H., Humphrey, R. H., Pollack, J. M., Hawver, T. H., & Story, P. A. (2011). The relation between emotional intelligence and job performance: A meta‐analysis. Journal of Organizational Behavior, 32(5), 788–818.
• Salovey, P., & Mayer, J. D. (1990). Emotional intelligence. Imagination, Cognition and Personality, 9(3), 185–211.
• Schmidt, F. L., & Hunter, J. E. (1998). The validity and utility of selection methods in personnel psychology: Practical and theoretical implications of 85 years of research findings. Psychological Bulletin, 124(2), 262–274.
• Schultz, R. A., & Delisle, J. R. (2003). Gifted kids speak out. Free Spirit Publishing.
• Sternberg, R. J. (1985). Beyond IQ: A triarchic theory of human intelligence. Cambridge University Press.
• Thorndike, E. L. (1920). Intelligence and its uses. Harper’s Magazine, 140, 227–235.