Livet var her allerede

Om betydning, formål og forestillingen om, at livet skal have en mening

Spørgsmålet om meningen med livet har en særstatus. Vi behandler det som et af de store spørgsmål, et tænkende menneske før eller siden må forholde sig til. Religionerne har svar på det. Filosofien har diskuteret det i årtusinder. Psykologien beskæftiger sig med menneskers oplevelse af mening, og i mere moderne udgaver bliver vi opfordret til at finde vores formål, vores kald eller det, der gør livet meningsfuldt.

Selv når vi forkaster de gamle svar, beholder vi ofte spørgsmålet.

Hvis der ikke findes en guddommelig mening, må vi skabe vores egen. Hvis universet ikke giver os et formål, må vi selv finde et. Hvis livet er meningsløst, må vi lære at leve med meningsløsheden.

Men alle disse positioner har noget til fælles. De accepterer, at mening er en relevant målestok for et menneskeliv.

Det er netop den præmis, der bør undersøges.

Hvorfor skulle livet have en mening?

Ikke hvad meningen er. Ikke hvor vi finder den. Ikke hvordan vi skaber den. Men hvorfor vi overhovedet forventer, at der findes noget af denne type, som livet enten har eller mangler.

Det er muligt, at vi har brugt meget lang tid på at diskutere forskellige svar på et spørgsmål, hvis præmis alt for sjældent bliver undersøgt.

Et spørgsmål er også en påstand

Spørgsmål virker åbne, men de kan indeholde ganske stærke antagelser.

Hvis vi spørger, hvilken farve tyngdekraften har, har vi allerede antaget, at tyngdekraft er den slags fænomen, der kan have en farve. Problemet løses ikke nødvendigvis ved at lede længere efter den rigtige farve. Måske er egenskaben simpelthen ikke relevant for fænomenet.

Noget tilsvarende kan gælde spørgsmålet om livets mening.

Når vi spørger "Hvad er meningen med livet?", har vi allerede placeret livet i en kategori af ting, der forventes at have et formål, en begrundelse eller en overordnet sammenhæng. Hvis vi ikke finder den, beskriver vi ofte resultatet som meningsløshed.

Men også ordet meningsløshed fastholder præmissen. Det beskriver et fravær: noget, der burde have været der, mangler.

Det er derfor ikke nok at svare, at livet ikke har nogen mening. Det mere grundlæggende spørgsmål er, hvorfor fraværet af mening overhovedet skulle opfattes som et fravær.

En sten er ikke meningsløs, fordi den ikke har et formål. En stjerne mangler ikke noget, fordi den ikke ved, hvorfor den lyser. Vi beskriver ikke et egetræ som eksistentielt ufuldstændigt, fordi det ikke har fundet sin mission.

Så hvorfor bliver mening pludselig en nødvendig kategori, når det gælder mennesket?

Det oplagte svar er selvfølgelig, at mennesket kan stille spørgsmålet. Men evnen til at formulere et spørgsmål er ikke evidens for, at verden indeholder den type svar, spørgsmålet efterspørger.

Livet kom før spørgsmålet

Livet eksisterede meget længe, før noget levende væsen kunne spørge, hvad livet skulle betyde.

I milliarder af år fandtes organismer, der optog energi, reagerede på deres omgivelser, formerede sig og døde. Evolutionen fortsatte uden en plan for, hvor den skulle ende. Variation opstod, miljøer ændrede sig, nogle egenskaber blev videreført oftere end andre, arter opstod og forsvandt.

Ingen af disse processer krævede et formål.

På et tidspunkt frembragte evolutionen en hjerne med en særlig evne. Den kunne ikke blot reagere på verden, men også skabe en forestilling om sig selv i verden. Den kunne huske sin fortid, forestille sig forskellige fremtider og forstå, at dens egen eksistens var begrænset.

Mennesket kunne dermed gøre noget mærkeligt: gøre sin egen eksistens til genstand for undersøgelse.

Vi kunne spørge:

Hvorfor er jeg her?

Det er et bemærkelsesværdigt resultat af naturhistorien. En del af universets stof er blevet organiseret på en måde, hvor det kan undersøge både verden omkring sig og de processer, der gjorde dets egen eksistens mulig.

Men ordet hvorfor indeholder en tvetydighed, som let fører os på afveje.

Når et menneske spørger, hvorfor det eksisterer, kan det spørge efter årsagen til sin eksistens. Eller det kan spørge efter formålet med sin eksistens.

Det er to helt forskellige spørgsmål.

Det første har vi faktisk en hel del svar på.

Det andet kræver noget mere.

Fra årsag til formål

Et menneskes eksistens har en historie.

Universet udviklede sig. De grundstoffer, som vores kroppe består af, blev dannet gennem kosmiske processer. Jorden opstod. Liv opstod. Gennem milliarder af års evolution opstod Homo sapiens. Generation efter generation levede længe nok til, at en ny generation kunne følge.

Derefter bliver historien stadig mere specifik.

Bestemte mennesker mødte hinanden. Relationer opstod. Mennesker flyttede. Nogen overlevede sygdomme, de kunne være døde af. Et møde fandt sted på et bestemt tidspunkt. Senere fandt et andet sted.

Til sidst mødes en bestemt ægcelle og en bestemt sædcelle.

Et nyt menneskes biologiske historie begynder.

Ændrer man tilstrækkeligt små dele af denne kæde, ændrer man også resultatet. En anden partner et sted i slægten, et møde der aldrig fandt sted, et samleje på et andet tidspunkt eller en anden kombination af kønsceller ved befrugtningen — og det konkrete menneske, der senere spørger efter meningen med sit liv, eksisterer ikke.

Det betyder ikke, at vores eksistens var planlagt. Tværtimod.

Det viser forskellen mellem at være resultatet af en historie og at være historiens formål.

Evolutionen arbejdede ikke på at fremstille os. Universet ventede ikke på vores ankomst. Fortidens mennesker levede ikke, for at netop vi skulle eksistere.

Alligevel er vi her.

Det kan være svimlende uden at være mystisk.

Hvorfor er det ikke nok?

Her foretager vi ofte en interessant bevægelse.

Vi ser på den enorme kæde af begivenheder, der gjorde vores eksistens mulig, og siger:

Der må være en mening med, at jeg er her.

Men hvorfor følger det?

Det kunne være anderledes. Det blev sådan. Nu eksisterer vi.

Hvorfor kræver denne konstatering et ekstra lag?

Forundring behøver ikke føre til formål. Noget kan være ekstraordinært uden at være planlagt. Noget kan være værdifuldt uden at være bestemt på forhånd.

Måske er en del af forklaringen, at den menneskelige hjerne ikke kun forsøger at forstå, hvad der forårsager noget. Vi forsøger også at forstå, om nogen ville noget med det.

Det giver god evolutionær mening. Hvis noget bevæger sig i buskene, er det vigtigt at kunne skelne vinden fra et dyr. Hvis et andet menneske gør noget, er det vigtigt at kunne forstå, hvad vedkommende forsøger på. Vi lever i en verden, hvor evnen til at aflæse hensigter har haft enorm betydning.

Men når den samme mentale mekanisme rettes mod universet, kan der ske en glidning.

Fra:

Hvorfor skete det?

til:

Hvad skulle det til for?

Den første formulering søger en årsag. Det andet forudsætter et formål.

Men at vores eksistens har årsager, betyder ikke, at nogen eller noget havde et formål med den.

Når spørgsmålet forsvinder

Der er også noget interessant ved, hvornår spørgsmålet om livets mening bliver vigtigt.

Forestil dig fire dage uden mad og reel usikkerhed om, hvornår der igen bliver noget at spise. Sulten vil efterhånden dominere en stor del af opmærksomheden. Kroppen mangler energi, og adfærden organiseres omkring et konkret problem: at finde mad.

Hvis vi ikke kan trække vejret, bliver luft vigtig. Hvis vi fryser, søger vi varme. Hvis et barn er i akut fare, forsøger vi at beskytte barnet.

Man kunne vælge at kalde disse ting "mening", men det tilfører ikke nødvendigvis noget til forklaringen. Organismen har behov, nervesystemet registrerer dem, motivation opstår, og handling følger.

Når de mest umiddelbare krav ikke længere dominerer, får bevidstheden plads til andre spørgsmål.

Det betyder ikke, at mennesker med sult, fattigdom eller fare ikke tænker eksistentielt. Historien viser tydeligt, at mennesker har skabt religion, filosofi, kunst og poesi under selv de vanskeligste forhold.

Men det viser noget andet: Meningen med livet er ikke et spørgsmål, der nødvendigvis følger af selve det at være levende. Det er et spørgsmål, den menneskelige bevidsthed kan formulere.

Det er værd at skelne mellem de to ting.

Religionen finder mening. Eksistentialismen skaber den.

Religioner har en elegant løsning på problemet. Hvis universet er skabt med et formål, kan menneskets eksistens også forstås gennem formål. Vi er her, fordi nogen eller noget ville noget med os.

Det giver formålet en placering uden for mennesket.

Når den religiøse forklaring forsvinder, kunne man tro, at spørgsmålet ville forsvinde sammen med den. Men ofte sker noget andet. Spørgsmålet bliver stående, mens svaret fjernes.

Det moderne menneske står derfor med et univers uden tydelig intention og spørger stadig:

Hvad er så meningen?

En del af eksistentialismen svarer, at hvis der ikke findes en given mening, må mennesket skabe den selv.

Det er på mange måder en befriende tanke. Vi behøver ikke modtage vores livs formål fra en gud, tradition eller autoritet.

Men den beholder noget fra det gamle spørgsmål.

Den beholder kravet om mening.

Gud skal ikke længere levere den. Nu skal mennesket selv.

Det er værd at spørge, om vi dermed virkelig har forladt den gamle struktur, eller blot har overtaget arbejdet.

Nihilismen beholder også spørgsmålet

Nihilismen kan ved første blik ligne den modsatte position.

Der findes ingen mening.

Men også her kan den gamle præmis overleve.

Hvis fraværet af mening opleves som tomhed, absurditet eller tab, ligger der stadig en forventning nedenunder: livet burde på en eller anden måde have haft den.

Man kan kun opdage et hul, hvis man forventede, at noget skulle udfylde pladsen.

Det åbner for en tredje mulighed.

Ikke at livet har en skjult mening. Ikke at vi selv skal skabe den. Ikke at livet tragisk mangler den.

Men at mening måske slet ikke er en nødvendig egenskab ved et liv.

Så forsvinder problemet ikke, fordi vi har fundet løsningen.

Vi opdager i stedet, at vi måske selv konstruerede problemet.

Betydning uden mening

Her er det vigtigt at være præcis, for ellers glider argumentet hurtigt over i en banal nihilisme.

At livet ikke behøver en overordnet mening betyder ikke, at intet betyder noget.

Tværtimod.

Et menneske kan betyde enormt meget for et andet menneske. Et barns smerte betyder noget for barnet og for dem, der elsker det. En relation kan ændre to menneskers liv. En beslutning kan få konsekvenser årtier senere.

Betydning behøver et perspektiv.

Noget betyder noget for nogen eller har betydning for noget, der følger efter.

Det kræver ingen kosmisk dommer.

Hvis et menneske elsker et andet menneske, bliver kærligheden ikke mindre virkelig af, at en fjern galakse er ligeglad. Universets størrelse kan gøre den ubetydelig på én skala og samtidig efterlade den fuldstændig afgørende på en anden.

De to udsagn modsiger ikke hinanden.

På universets skala er næsten alle vores handlinger forsvindende små. Lokalt kan de ændre alt.

Det historisk irreversible

Det giver vores handlinger en særlig egenskab, som ikke kræver nogen metafysisk mening.

De bliver en del af historien.

Et valg fører til bestemte muligheder og lukker andre. Et møde påvirker senere beslutninger. To mennesker får et barn, og dermed eksisterer et menneske, som ellers ikke ville have eksisteret. Det menneske påvirker igen andre mennesker.

De fleste af vores handlingers konsekvenser bliver små og forsvinder hurtigt. Andre bevæger sig gennem årtier eller generationer.

Vi kan sjældent vide hvilke.

Men når noget først er sket, er verden ikke længere præcis den verden, hvor det ikke skete.

Det er det historisk irreversible ved et menneskeliv.

Ikke skæbne. Ikke mening. Kausalitet.

Vi kommer selv fra en sådan historie. En ufattelig kæde af begivenheder før os blev betingelserne for vores eksistens. Nu bliver nogle af vores handlinger betingelser for det, der kommer efter.

Vi er ikke historiens mål.

Vi befinder os midt i den.

Et liv behøver ikke retfærdiggøres

Det moderne menneske møder alligevel et mærkeligt krav.

Vi skal ikke bare eksistere. Vi skal få noget ud af eksistensen.

Vi skal finde vores passion, realisere vores potentiale, leve autentisk, udvikle os, være nærværende, finde vores formål og helst kunne fortælle en sammenhængende historie om, hvorfor vores liv blev, som det blev.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt livet bliver gjort til en opgave.

Selv når religionens forestilling om et guddommeligt formål forsvinder, kan følelsen af at skulle leve rigtigt blive tilbage.

Men hvem fører regnskabet?

Hvor meget potentiale skal realiseres? Hvor nærværende skal et menneske være? Hvor sammenhængende skal et liv blive?

Et menneske kan ønske at skabe noget, få børn, rejse, elske, bygge en virksomhed, passe en have, forstå universet eller bruge en eftermiddag på ingenting. Nogle af disse ting kan få enorm betydning.

Men ønsket behøver ikke blive til en metafysisk pligt.

Et liv behøver måske ikke retfærdiggøre, at det fandt sted.

Der mangler måske ikke noget

Det er her, ordet meningsløshed bliver interessant igen.

Hvis et menneske siger, at livet er meningsløst, lyder det som en beskrivelse af livet.

Men det kan lige så meget være en beskrivelse af en forventning.

Man forventede mening. Man fandt den ikke. Derfor opleves et tomrum.

Men hvis forventningen selv kan undersøges, ændrer situationen sig.

Måske er der ikke et tomrum.

Måske er der bare ingen kosmisk mening.

Det er ikke nødvendigvis det samme.

Der er stadig mennesker, som betyder noget for hinanden. Der er stadig smerte og glæde. Der er stadig konsekvenser. Der er stadig ting, vi ønsker, og ting, vi frygter. Der er stadig valg, som ændrer det, der kommer bagefter.

Alt dette kan eksistere uden at blive samlet under én stor overskrift, der hedder meningen med livet.

Livet var her allerede

Før mennesket kunne spørge efter meningen med livet, var livet her.

Før religionerne gav det et formål, fandtes det. Før filosofien gjorde det til et problem, fandtes det. Før nogen kunne kalde det meningsfuldt eller meningsløst, havde levende organismer eksisteret i milliarder af år.

Og før hvert enkelt af os kom til verden, lå der en næsten ufattelig historie bag vores mulighed for overhovedet at eksistere.

Nu er vi her et øjeblik.

Vi oplever verden fra et perspektiv, der ikke fandtes før os og ikke vil findes igen på præcis samme måde. Vi påvirker andre mennesker og bliver påvirket af dem. Nogle af vores handlinger forsvinder næsten uden spor. Andre bliver en del af historier, der fortsætter efter os.

Det kan være betydningsfuldt uden at være bestemt. Det kan være værdifuldt uden at være planlagt. Det kan være fantastisk uden at være et mirakel. Og det kan slutte uden dermed at have fejlet.

Spørgsmålet om meningen med livet behøver derfor måske hverken et religiøst svar, et eksistentialistisk svar eller et nihilistisk svar.

Det kan mødes med et spørgsmål, der ligger før dem alle:

Hvorfor skulle livet have en mening?

Hvis vi ikke kan begrunde den præmis, er der måske heller ingen mening, der mangler. Intet hul, der skal udfyldes, ingen tabt mening, der skal genfindes, og ingen personlig mening, vi er forpligtede til at konstruere.

Det efterlader ikke nødvendigvis livet tomt. Det efterlader livet uden kravet om, at det skal begrundes af noget uden for sig selv.

Der er stadig den mærkelige kendsgerning, at efter milliarder af års kosmisk og biologisk historie findes vi et kort øjeblik midt i den. Noget betyder meget for os. Vi betyder noget for andre. Det, vi gør, bliver en del af det, der sker bagefter.

På universets skala er vores eksistens næsten ufatteligt lille. Men den er ikke uden betydning af den grund. Betydning kræver ikke, at universet bemærker os. Den findes i de mennesker, vi påvirker, i de erfaringer vi har, og i de konsekvenser vores handlinger får.

Vi behøver derfor ikke erstatte en tabt kosmisk mening med en ny, personlig mening. Der er ikke nødvendigvis noget, der skal erstattes.

Livet eksisterede, længe før et menneske kunne spørge, hvad det skulle betyde.

Livet var her allerede.