Forsvar – det usynlige system der beskytter egoet

Inde i ethvert menneske findes et stille og uafbrudt system, der arbejder på vores vegne. Et psykisk immunforsvar, der beskytter os mod smerte, skam, skyld, frygt og alt det, der truer vores selvbillede. Det system kalder vi forsvarsmekanismerne.

De er ikke vores fjende. De er grunden til, at vi overlever. Men når de bliver automatiske og ubevidste, forhindrer de os i at leve frit. Forsvarene beskytter os mod smerte – men de beskytter os også mod sandhed.

Egoets beskyttende natur

Sigmund Freud beskrev forsvarets funktion som egoets forsøg på at håndtere de kræfter, der opstår, når virkeligheden, drifterne og samvittigheden kolliderer (Freud, 1936). Hans datter, Anna Freud, systematiserede siden begrebet i sit værk The Ego and the Mechanisms of Defence (1936) og viste, hvordan forsvar ikke er patologiske i sig selv – de er en del af det menneskelige sind.

Men de har en pris. Jo mere et menneske identificerer sig med sine forsvar, jo mindre kontakt får det med sit autentiske jeg. I stedet for at mærke livet, begynder man at håndtere det.

De mest almindelige forsvar

Psykologien har kortlagt mange former for forsvar, men de fleste kan forstås som variationer af nogle grundlæggende mønstre:

• Benægtelse: Vi nægter at se det, der truer os.
• Projektion: Vi tillægger andre det, vi ikke vil se i os selv.
• Rationalisering: Vi opfinder logiske forklaringer for at undgå følelsesmæssigt ubehag.
• Forskydning: Vi udtrykker en følelse et andet sted end dér, hvor den hører hjemme.
• Intellektualisering: Vi analyserer i stedet for at føle.
• Reaktionsdannelse: Vi viser det modsatte af, hvad vi faktisk føler – som når had bliver forklædt som omsorg.

Hvert forsvar har sin egen logik, men alle tjener samme formål: at mindske angst og bevare kontrol.

Forsvar som følelsesmæssig regulering

Forsvar kan ses som primitive eller modne, afhængigt af hvor fleksible de er. Det primitive forsvar forsøger at undgå følelsen; det modne forsøger at regulere den.

En person, der fornægter sorg, bruger et primitivt forsvar – sorgen bliver skubbet væk. En person, der kanaliserer sorgen gennem kunst, refleksion eller samtale, bruger et modent forsvar – sorgen transformeres.

Psykiateren George Vaillant viste gennem Harvard Grant Study, at mennesker med modne forsvarsmekanismer – som humor, sublimation og altruistisk handling – generelt oplever større psykisk trivsel (Vaillant, 1992). Det handler ikke om at blive “forsvarsløs”, men om at lade forsvaret arbejde med os i stedet for imod os.

Når forsvar bliver identitet

Problemet opstår, når forsvaret bliver kronisk og ubevidst. Så bliver det ikke længere et værktøj, men et filter, vi ser verden igennem. Et menneske, der altid rationaliserer, mister kontakt til sine følelser. En, der altid intellektualiserer, mister evnen til at relatere. En, der altid er sarkastisk, mister evnen til at være oprigtig.

Forsvaret var oprindeligt en hjælp – men bliver med tiden en fængselsmur. Det beskytter os mod smerte, men isolerer os fra livet.

Kroppen som barometer

Forsvar er ikke kun mentale processer – de er kropslige. Et undertrykt vredesforsvar kan mærkes som spænding i kæben. Et kontrolforsvar viser sig i overfladisk vejrtrækning. Et fornægtelsesforsvar i et stift ansigt, der nægter at afsløre følelser.

Somatikken afslører, hvad sproget skjuler. Neuropsykologisk forskning viser, at undertrykte følelser stadig aktiverer limbiske strukturer i hjernen, selv når vi intellektuelt benægter dem (Lieberman et al., 2007). Kroppen husker, hvad sindet forsøger at glemme.

Forsvarets intelligens

Det er vigtigt at forstå, at forsvar ikke er fejltagelser, men kreative løsninger. De opstod i en tid, hvor vi ikke havde bedre redskaber. Et barn, der lærte at lukke ned, gjorde det for at overleve følelsesmæssigt kaos. Et voksent menneske, der analyserer alt, gør det for at bevare tryghed.

Forsvaret er en gammel loyalitet – og skal behandles med respekt, ikke vold. Hvis vi prøver at rive vores forsvar ned, vil psyken reagere med panik. Hvis vi i stedet nærmer os det med nysgerrighed og medfølelse, begynder det selv at løsne grebet.

At se bag forsvaret

Vejen til indre frihed begynder med at kunne observere sine forsvar i stedet for at være dem. Når vi opdager, at vi analyserer for at undgå at føle, eller gør os stærke for at skjule frygt, begynder bevidstheden at træde frem.

Psykoterapi, meditation og ærlige relationer kan fungere som spejle, hvor vi langsomt lærer at se mønstrene uden at dømme dem. Det handler ikke om at opløse forsvaret, men om at opdage det. Når vi ser mekanismen, mister den sin magt.

Forsvar og mod

At turde mærke det, vi tidligere har forsvaret os imod, er en stille form for mod. Det er ikke et opgør med fortiden, men en forsoning med den.

Når vi slipper forsvaret, bliver vi ikke mere sårbare – vi bliver mere virkelige. Og i denne virkelighed, hvor følelser, tvivl og skrøbelighed får plads, opstår en ny form for styrke. Den, der ikke bygger på kontrol, men på kontakt.

Kilder

• Freud, A. (1936). The Ego and the Mechanisms of Defence. International Universities Press.
• Vaillant, G. E. (1992). Ego Mechanisms of Defense: A Guide for Clinicians and Researchers. American Psychiatric Press.
• Lieberman, M. D., et al. (2007). Putting feelings into words: Affect labeling disrupts amygdala activity in response to affective stimuli. Psychological Science, 18(5), 421–428.
• Rogers, C. (1961). On Becoming a Person. Houghton Mifflin.
• Brown, B. (2015). Rising Strong. Spiegel & Grau.
• van der Kolk, B. (2014). The Body Keeps the Score. Viking.