Følelsesmæssig undertrykkelse – når ro ikke er fred, men fravær

Mange mennesker drømmer om ro. Et liv uden drama, uden kaos, uden følelsesmæssige udsving. Men nogle gange er den ro, vi oplever, ikke fred – den er fravær. Den er resultatet af følelsesmæssig undertrykkelse, ikke følelsesmæssig balance.

Det er forskellen mellem at være rolig og at være lukket. Mellem at have fred i kroppen og at have slået strømmen fra.

Når stilhed bliver forsvar

Følelsesmæssig undertrykkelse opstår, når sindet lærer, at følelser er farlige. Måske fordi de engang blev mødt med skam, straf eller kulde. Måske fordi de altid skabte konflikter, vi ikke kunne bære.

Som børn lærer vi hurtigt, hvilke følelser der er acceptable, og hvilke der ikke er. Vi tilpasser os, for tilknytning er vigtigere end autenticitet. Så vi lærer at bide tænderne sammen, smile, selv når det gør ondt, og sige “det går fint”, selv når vi går i stykker.

Følelsesmæssig undertrykkelse er derfor ikke svaghed. Det er et resultat af intelligens – en strategi, der engang sikrede kærlighed.

Kroppen, der holder vejret

Når vi holder følelser nede, holder vi samtidig kroppen i spænd. Musklerne bliver som et panser, vejrtrækningen bliver flad, og nervesystemet lærer at leve i en slags følelsesmæssig dvaletilstand.

Wilhelm Reich beskrev dette som karakterpanseret – kroppens muskulære og energetiske forsvar mod følelsesmæssig smerte (Reich, 1949). Kroppen lukker for strømmen, så sjælen kan overleve.

Men prisen er høj. Vi mister ikke bare kontakten til smerte, men også til glæde. For når vi lukker for én følelse, dæmper vi alle.

Det misforståede ideal

Samfundet forveksler ofte følelsesmæssig kontrol med styrke. Vi lærer, at det er godt at “holde hovedet koldt” og “ikke lade sig styre af følelser”. Men et liv uden kontakt til følelser er ikke kontrol – det er frakobling.

Den amerikanske psykolog Leslie Greenberg, som forsker i emotionsfokuseret terapi, skriver: “Følelser er ikke svagheder – de er vores navigationssystem. Uden dem mister vi retning.” (Greenberg, 2002).

Når vi undertrykker vrede, mister vi evnen til at beskytte os. Når vi undertrykker sorg, mister vi evnen til at give slip. Når vi undertrykker kærlighed, mister vi evnen til at forbinde os.

Det, vi kalder ro, kan derfor i virkeligheden være følelsesmæssig dødvande.

Undertrykkelsens psykologi

Følelsesmæssig undertrykkelse opstår ofte hos mennesker, der har været nødt til at være “de stærke”. De, der tidligt tog ansvar, holdt sammen, passede på andre. Når følelserne kom, måtte de skubbes væk for at kunne fungere.

Denne mekanisme bliver internaliseret som en del af identiteten: “Jeg er rolig.” “Jeg mister aldrig besindelsen.” “Jeg har styr på det.”

Men bag kontrollen gemmer sig ofte et nervesystem, der aldrig rigtig får lov til at lande. Den ydre ro dækker over indre alarm.

Den stille konsekvens

Langvarig følelsesmæssig undertrykkelse har både psykiske og fysiske konsekvenser. Forskning viser, at kronisk følelsesmæssig hæmning kan føre til øget blodtryk, lavere immunfunktion og risiko for depression (Pennebaker & Susman, 1988).

Det skyldes, at undertrykkelse aktiverer kroppens stresssystem uden at give afløb. Følelser er energi – når de ikke får udtryk, bliver de til spænding.

Nogle mennesker mærker det som hovedpine, søvnproblemer eller uforklarlig træthed. Andre som tomhed, kynisme eller apati. Alle formerne har samme rod: et følelsesliv, der er sat på pause.

Den frosne vrede

Vrede er ofte den første følelse, vi lærer at undertrykke. Den blev forbundet med fare, konflikt eller tab af kærlighed. Men vrede er i sin sunde form ikke destruktiv – den er grænsemarkør. Den fortæller os, når noget overskrider os.

Når vi ikke udtrykker vrede, begynder den at vende sig indad. Den bliver til selvkritik, skyld eller passiv aggression. Det er ikke, fordi vi mangler temperament, men fordi vi har lært at bruge det imod os selv.

At mærke sin vrede er ikke at miste kontrol – det er at genvinde værdighed.

At åbne for følelser uden at drukne

For mennesker, der har undertrykt følelser i årevis, kan det virke skræmmende at “åbne op”. Frygten er, at alt vil vælte ud på én gang. Derfor må genforbindelsen ske langsomt.

Små skridt kan være:

• At lægge mærke til, hvor i kroppen man spænder, når en følelse opstår.
• At skrive – uden at redigere – hvad man egentlig føler.
• At tale med nogen, der kan lytte uden at fikse.

Som Peter Levine, grundlægger af Somatic Experiencing, siger: “Følelser skal bevæge sig, ikke eksplodere.” (Levine, 1997). Når vi tillader små bølger af følelse, lærer kroppen igen, at det er trygt at være levende.

At finde fred i bevægelse

Sand fred er ikke fravær af følelse, men nærvær i følelse. Den opstår, når vi kan rumme hele spektret – fra sorg til glæde, fra vrede til kærlighed – uden at miste os selv.

Når ro ikke længere er frakobling, men kontakt. Når stilhed ikke længere er tavshed, men bevidsthed. Når vi ikke længere frygter livets intensitet, men tager del i den.

At leve er at føle. Og at føle er at bevæge sig – indad, udad, igen og igen.

Kilder

• Reich, W. (1949). Character Analysis. Orgone Institute Press.
• Greenberg, L. S. (2002). Emotion-Focused Therapy: Coaching Clients to Work Through Their Feelings. American Psychological Association.
• Pennebaker, J. W., & Susman, J. R. (1988). Disclosure of traumas and psychosomatic processes. Social Science & Medicine, 26(3), 327–332.
• Levine, P. A. (1997). Waking the Tiger: Healing Trauma. North Atlantic Books.
• van der Kolk, B. (2014). The Body Keeps the Score. Viking.
• Brown, B. (2012). Daring Greatly. Penguin.
• Neff, K. D. (2011). Self-Compassion. HarperCollins.