Følelsesmæssig ansvarsforskydning – når den ene føler for to

Nogle relationer føles ubalancerede uden helt at vide hvorfor. Den ene mærker alt, analyserer, forsøger at forstå, kommunikere, reparere. Den anden virker mere rolig, måske distanceret, måske bare tavs.
Langsomt begynder forholdet at dreje sig om den, der bærer følelserne.
Om den, der føler for to.

Dette fænomen kaldes følelsesmæssig ansvarsforskydning – når den ene part ubevidst tager ansvaret for begge parters emotionelle kontakt. Det sker ikke af manipulation, men af overlevelse. Den, der engang lærte at skabe tryghed gennem følelsesmæssig kontrol, fortsætter med det – også i kærlighed.

Den stille fordeling

I mange parforhold opstår et usynligt hierarki: én bliver den emotionelle motor, den anden bliver den emotionelle regulator. Den første tager initiativ til samtaler, stiller spørgsmål, forsøger at forstå. Den anden lukker ned, undgår eller glider væk, når stemningen bliver intens.

Over tid får forholdet en rytme: én søger kontakt, én beskytter sig mod kontakt. Begge roller er forståelige – men ubalancen tømmer relationen for gensidighed.

Den, der føler for to, bliver træt. Den, der lukker ned, føler sig presset. Ingen af dem mærker egentlig sig selv længere – de reagerer blot på hinandens reaktionsmønstre.

Rødder i barndommen

Mønsteret opstår sjældent i voksenlivet. Det begynder i barndommen, hvor barnet lærer, at følelsesmæssig stabilitet afhænger af dets egen adfærd.

Et barn, der vokser op med en uforudsigelig eller følelsesmæssigt fraværende forælder, bliver ekspert i at aflæse stemninger. Det lærer at tilpasse sig, trøste, undskylde, reparere. Det bliver det ansvarlige barn.

Som voksen bliver denne evne til empati og intuition både gave og byrde. Man mærker andre så stærkt, at man glemmer sig selv. Man tager ansvar, ikke fordi man vil – men fordi man ikke kan lade være.

Psykologen Alice Miller kaldte det “det begavede barns tragedie”: evnen til at forstå alt – undtagen sine egne behov (Miller, 1979).

Den emotionelle ubalance

Når den følelsesmæssigt bærende partner mærker noget ubehageligt – en afstand, en kulde, en manglende kontakt – vil han eller hun automatisk forsøge at genoprette forbindelsen. Ikke som krav, men som refleks.
Men for den partner, der søger kontrol eller ro, føles dette som pres. De trækker sig yderligere.

Dermed aktiveres et klassisk pursuer–withdrawer-mønster (Johnson, 2008):

• Den opsøgende intensiverer følelsesmæssig aktivitet for at skabe kontakt.
• Den undvigende øger sin distance for at bevare tryghed.

Begge føler sig misforstået. Den ene oplever kulde, den anden oplever krav.
Begge prøver faktisk at beskytte relationen – men på hver deres måde.

Når empati bliver overfunktion

Empati er smuk, men i ubalance bliver den til overfunktion. Den følelsesmæssigt bærende partner begynder at gøre arbejdet for to: føler, analyserer, kommunikerer, forudser, forklarer.

I begyndelsen føles det som omsorg. Senere som udmattelse. Til sidst som usynlighed. For når vi konstant forsøger at skabe kontakt, mister vi os selv som centrum.

Den danske psykolog Jesper Juul skrev, at kærlighed kræver personligt ansvar, ikke fælles kontrol (Juul, 2006). Når én part tager ansvaret for begge, fratager det den anden muligheden for at vokse.

Vi tror, vi hjælper – men vi forhindrer egentlig udvikling.

Den tavse partner

Den part, der trækker sig, bliver ofte dømt som kold eller ufølsom. Men bag lukketheden ligger sjældent ond vilje – der ligger overbelastning.
For nogle mennesker føles det overvældende at blive mødt af stærke følelser. Deres nervesystem vælger afstand som selvbeskyttelse.

De oplever, at kærlighed kræver ro – ikke intensitet. De forbinder nærhed med krav, ikke tryghed.
Derfor virker deres tavshed som ligegyldighed, selvom den ofte er frygt.

At forstå dette ændrer dynamikken. Når den følende stopper med at presse, og den lukkede tør blive lidt, kan systemet finde en ny balance.

Fra overansvar til egen ansvar

Den følelsesmæssigt aktive må lære at slippe kontrollen over relationens følelsesmæssige klima. Ikke fordi det er ligegyldigt, men fordi sand kontakt kræver ligeværd.

Det handler ikke om at blive kold – men om at give den anden plads til at mærke selv. At sige: “Jeg vil gerne forstå dig, men jeg kan ikke føle for os begge.”

Denne form for klarhed er ikke afstand, men respekt. Den åbner et rum, hvor begge kan træde frem som hele mennesker.

Når relationen reguleres sammen

Forskning i co-regulering viser, at menneskers nervesystemer synkroniseres i tætte relationer (Porges, 2011). Når én person bliver rolig og nærværende, smitter det – ligesom uro smitter.

Derfor er det ikke nok, at én regulerer begge. Relationel heling kræver, at begge lærer at mærke, forstå og udtrykke egne følelser. Først da kan kærlighed blive et sted for gensidig regulering i stedet for ubalanceret kompensation.

At mødes midt i følelserne

Den modne kærlighed er ikke symmetrisk, men gensidig. Det betyder, at rollerne må kunne skifte. Nogle dage er du den, der føler mere. Andre dage er det den anden.

At kunne tage imod den andens stilhed uden at gå i panik – og at kunne møde den andens intensitet uden at lukke ned – er kærlighedens modne form for bevægelse.

Vi må begge turde være den, der mærker – og den, der lærer at mærke.

Når kærligheden får lov at balancere

Følelsesmæssig ansvarsforskydning opløses ikke gennem samtale alene, men gennem bevidsthed og tålmodighed. Den følende må lære at holde pauser. Den tavse må lære at tage initiativ. Begge må lære, at kærlighed ikke er at udfylde hinanden, men at mødes som hele væsener.

Når det sker, forvandles dynamikken fra ubalance til dans.
En rytme, hvor ingen bærer for to – fordi begge endelig bærer sig selv.

Kilder

• Miller, A. (1979). The Drama of the Gifted Child. Basic Books.
• Johnson, S. (2008). Hold Me Tight: Seven Conversations for a Lifetime of Love. Little, Brown Spark.
• Juul, J. (2006). Your Competent Child. Farrar, Straus and Giroux.
• Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-Regulation. W. W. Norton.
• Schore, A. N. (2012). The Science of the Art of Psychotherapy. W. W. Norton.
• Brown, B. (2015). Rising Strong. Spiegel & Grau.