Flugtstrategier – når vi løber fra os selv

Der findes mange måder at flygte på. Nogle flygter ind i arbejde, andre i relationer, nogle i spiritualitet, andre i præstation, underholdning eller konstant aktivitet. Fælles for dem alle er dette: flugten beskytter os mod at mærke os selv.

Vi flygter ikke, fordi vi er svage, men fordi vi på et tidspunkt lærte, at stilheden var farlig. At roen vækkede noget i os, vi ikke vidste, hvordan vi skulle håndtere. Flugten blev ikke et valg, men en refleks.

Flugtstrategier er sindets forsøg på at regulere smerte. De giver midlertidig lettelse – men på lang sigt gør de os følelsesløse. Vi mister kontakten til det liv, vi egentlig prøver at beskytte.

Flugten som overlevelse

I sin kerne er flugten en del af vores biologiske design. Når kroppen registrerer fare, aktiveres fight, flight, freeze-responsen. Det er en urmekanisme, der skal holde os i live. Men når truslen ikke er fysisk, men emotionel – skam, tab, ensomhed, skyld – kan vi stadig reagere med flugt.

Vi undgår ikke længere rovdyr, men vores egen indre verden. Vi fylder kalenderen, åbner skærmen, drikker, træner, scroller, planlægger, tænker. Hvad som helst – bare vi ikke mærker tomheden, frygten eller sorgen.

Som den amerikanske forfatter James Hollis skriver: “Det vi undgår, styrer os.” (Hollis, 2005). Jo mere vi flygter, jo mere vokser det, vi flygter fra.

Flugtens mange former

Flugten kan være åbenlys, men ofte er den forklædt som noget respektabelt:

• Arbejdets flugt: Når vi bruger arbejde som bedøvelse, ikke som skabelse.
• Fornuftens flugt: Når vi analyserer i stedet for at mærke.
• Spirituel flugt: Når vi søger “lys” for at undgå mørke.
• Omsorgens flugt: Når vi redder andre for at undgå os selv.
• Tempoets flugt: Når vi holder os konstant i bevægelse, fordi stilheden føles truende.

Alle disse mønstre skaber en illusion af mening – men under overfladen er de varianter af det samme: en indre flugt fra følelsesmæssig virkelighed.

Hvorfor stilheden føles farlig

For mange mennesker er stilheden forbundet med tab. Når vi stopper op, begynder de uforløste følelser at dukke op: sorg, ensomhed, skuffelse, længsel. Derfor virker bevægelse tryggere. Men det, vi undgår, forsvinder ikke – det venter.

Neurovidenskabelig forskning viser, at den del af hjernen, der bearbejder selvrefleksion (default mode network), bliver aktiv i stilhed og inaktivitet (Raichle et al., 2001). Det betyder, at når vi endelig stopper op, begynder sindet spontant at bearbejde uforløste oplevelser. Det er ikke farligt – det er heling. Men hvis vi ikke kender forskel på ubehag og fare, flygter vi.

Den moderne flugt

I dag er flugtstrategier ikke bare individuelle – de er kulturelle. Hele samfund bygger på hastighed, distraktion og præstation. Vores tidsalder dyrker produktivitet som dyd og pausen som dovenskab.

Men det menneskelige nervesystem er ikke designet til konstant stimuli. Den amerikanske psykiater Edward Hallowell beskrev allerede i 1990’erne fænomenet Attention Deficit Trait – en tilstand, hvor hjernen bliver overstimuleret af for mange krav og mister evnen til at fordybe sig (Hallowell, 2005). Vi kalder det stress, men det er i virkeligheden kollektiv flugt.

Den følelsesmæssige konsekvens

Flugtstrategier virker – indtil de ikke gør. Først skaber de lettelse, siden tomhed. Vi mærker, at vi gør alt det rigtige, men uden glæde. Vi længes efter nærvær, men kan ikke finde ro.

Mennesker, der konstant er “på”, mister evnen til følelsesmæssig regulering. Kroppen forbliver i beredskab, og de dybe følelser forbliver ufordøjede. I længden bliver det svært at mærke kærlighed, kreativitet og mening, fordi disse kræver den samme åbne tilstand, som flugten lukker for.

Når flugten møder kærligheden

Kærlighed afslører vores flugtstrategier. Den, der frygter afhængighed, flygter ind i selvstændighed. Den, der frygter tab, flygter ind i kontrol. Den, der frygter at blive forladt, flygter ind i tilpasning.

Relationer er spejle, hvor flugten ikke længere kan skjules. Hver gang vi mærker behovet for at trække os, lukke ned eller skifte emne, står vi ved grænsen mellem undgåelse og nærvær.

At blive i kærligheden kræver, at vi bliver i os selv – også når det gør ondt.

At standse flugten

At bryde en flugtstrategi handler ikke om at stoppe alt, men om at begynde at mærke, mens vi gør. At være opmærksom midt i bevægelsen.

Små øvelser kan åbne døren:

• Stop op i 30 sekunder og mærk kroppen, hver gang du skifter aktivitet.
• Læg mærke til, hvad du undgår, når du bliver rastløs.
• Tillad dig at kede dig. Kedsomhed er ofte overfladen af en følelse, der vil frem.

Når vi bliver stille nok, begynder vi at høre, hvad vi har flygtet fra. Og det viser sig sjældent at være så farligt, som vi troede.

Når stilheden bliver ven

Det, der i begyndelsen føles som tomhed, viser sig ofte at være plads. Plads til at mærke, tænke, drømme, græde, håbe. Når vi ikke længere fylder stilheden med støj, begynder vi at opdage, at den taler.

Flugten stopper ikke ved viljestyrke, men ved blidhed. Den stopper, når vi opdager, at vi ikke længere behøver at løbe for at være i sikkerhed. Når vi tør blive, selv med alt det uperfekte, begynder livet at falde til ro.

At vende hjem til sig selv er ikke at finde fred – det er at holde ud at være der, indtil freden opstår.

Kilder

• Hollis, J. (2005). Why Good People Do Bad Things: Understanding Our Darker Selves. Gotham Books.
• Raichle, M. E. et al. (2001). A default mode of brain function. Proceedings of the National Academy of Sciences, 98(2), 676–682.
• Hallowell, E. M. (2005). Overloaded Circuits: Why Smart People Underperform. Harvard Business Review.
• van der Kolk, B. (2014). The Body Keeps the Score. Viking.
• Brown, B. (2012). Daring Greatly. Penguin.
• Rogers, C. (1961). On Becoming a Person. Houghton Mifflin.