Er afhængighed af hinanden usundt – eller helt naturligt?

I årtier har ordet codependency haft en negativ klang. Bøger og selvhjælpsprogrammer fra 80’erne og 90’erne lærte os, at vi skulle passe på med at blive “for afhængige” af andre. At sand styrke lå i at være uafhængig, selvforsynende og ikke lægge vores velbefindende i hænderne på en partner.

Men nyere forskning i tilknytning og parforhold – ikke mindst Dr. Amir Levines og Rachel Hellers bog Attached – peger på noget helt andet. De viser, at vores afhængighed af hinanden ikke er et svaghedstegn, men en naturlig og sund del af det at være menneske.

Codependency: Den gamle fortælling

Den klassiske forståelse af codependency byggede især på erfaringer fra familier med misbrug og dysfunktion. Her så man mønstre, hvor mennesker tilsidesatte deres egne behov fuldstændigt for at tilpasse sig andres kaos.

• Man tog ansvar for andres følelser og handlinger.
• Man mistede kontakten til sine egne grænser og ønsker.
• Man blev drevet af frygt for at miste eller forlade relationen.

I denne forståelse er afhængighed lig med selvudslettelse.

Tilknytningsteorien: En ny ramme

Tilknytningsteorien fortæller en anden historie. Vi mennesker er biologisk designet til co-regulation: vores nervesystem finder ro gennem andres nærvær. En partner kan bogstaveligt talt sænke vores puls, stabilisere vores vejrtrækning og dæmpe vores frygt.

I Attached beskrives afhængighed i parforhold ikke som noget farligt, men som en evolutionær strategi for overlevelse og trivsel.

• Vi er skabt til at knytte os til hinanden.
• Vores følelser af tryghed og sikkerhed vokser i gensidig afhængighed.
• At kunne læne sig ind i hinanden er et sundhedstegn – ikke en fejl.

Forskellen på usund og sund afhængighed

Det afgørende skel ligger i, hvordan afhængigheden udspiller sig:

• Usund afhængighed (klassisk codependency):
  Når relationen styres af angst, kontrol og tab af selvstændighed. Man mister sig selv i frygten for at miste den anden.
• Sund afhængighed (interdependens i tilknytning):
  Når afhængigheden er gensidig, tryg og forankret i respekt. Man bevarer sin egen kerne – og vokser gennem relationen.

Hvad betyder det for os i dag?

I en kultur, der hylder individualisme og selvforsyning, kan det føles svagt at indrømme, at vi har brug for hinanden. Men måske er det netop dér, styrken ligger: at turde være afhængig på en sund måde.

At lade sig falde ind i rytmen af gensidig tilpasning – hvor jeg beroliger dig, og du beroliger mig – er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på, at vi lever i overensstemmelse med vores natur.

Afslutning

Måske skal vi ikke længere spørge: “Er jeg codependent?”
Måske skal vi hellere spørge: “Er min afhængighed af dig et tab af mig selv – eller en vej til, at vi begge kan blomstre?”

Den forskel kan gøre hele forskellen mellem at gå i stykker og at finde helhed.

👉 Hvad tænker du? Er vi blevet for bange for at være afhængige af hinanden?