Emotional splitting – kærlighed eller had, sort eller hvid

Et menneske, der ikke kan rumme modsætninger, er dømt til at leve i ekstremer. Kærlighed bliver enten altopslugende eller udelukket. Mennesker er enten gode eller onde. Relationer er enten perfekte eller ødelagte. Denne sort-hvide måde at føle på kaldes emotional splitting – en psykologisk forsvarsmekanisme, hvor sindet opdeler virkeligheden i absolutte kategorier for at undgå følelsesmæssig kompleksitet.

Splitting er ikke et tegn på ond vilje. Det er et udtryk for en dyb indre sårbarhed. Når vi splitter, beskytter vi os mod den smerte, der opstår, når kærlighed og skuffelse eksisterer på samme tid.

Oprindelsen i det uforløste

Splitting opstår tidligt i livet. Et spædbarn oplever verden gennem ekstreme tilstande: enten bliver det næret og elsket – eller sultent og forladt. Det spæde nervesystem kan ikke holde modsætninger på én gang. Først senere lærer barnet, at moderen kan være både nærværende og fraværende, kærlig og træt, god og menneskelig.

Men hvis barnet vokser op med uforudsigelig omsorg, bliver denne integration svær. For at bevare følelsen af tryghed opdeles verden i gode og onde objekter. Det er psykisk overlevelse: “Når jeg idealiserer dig, føler jeg mig tryg. Når jeg devaluerer dig, føler jeg mig beskyttet.”

Psykoanalytikeren Melanie Klein beskrev denne proces som en udviklingsfase, hvor individet gradvist lærer at forene “den gode” og “den onde” mor til ét komplekst menneske (Klein, 1946). Hvis integrationen mislykkes, fortsætter splitting ind i voksenlivet.

Det følelsesmæssige pendul

Voksne, der splitter, svinger ofte mellem idealisering og devaluering. Den, der i dag er “den eneste, der forstår mig”, bliver i morgen “den, der ødelagde alt”. I relationer føles det som et pendul mellem kærlighed og vrede, nærhed og kulde.

Når alt går godt, fyldes relationen med intensitet og bekræftelse – men ved den mindste konflikt kollapser billedet. Det andet menneske opleves ikke længere som nuanceret, men som en trussel.

Dette skift udløser både skam og ensomhed: “Hvordan kunne jeg føle så meget, og nu intet?” Splitting beskytter mod følelsesmæssig forvirring, men isolerer os fra stabil kærlighed.

Hvorfor sindet splitter

Splitting er et forsvar mod ambivalens – mod at føle kærlighed og vrede samtidig. For nogle mennesker føles det farligt at opleve blandede følelser, fordi det aktiverer barndommens kaos. Det er lettere at vælge side: enten alt eller intet.

Neurobiologisk kan splitting forstås som en reaktion på stress i amygdala og et reduceret samarbejde med præfrontale områder, der normalt regulerer følelsesmæssig kompleksitet (Schore, 2003). Under pres mister vi evnen til at holde flere følelser på én gang – vi reagerer impulsivt, som barnet engang gjorde.

Splitting i kærlighed

I kærlighedsrelationer er splitting særligt destruktiv. Den ene partner bliver bærer af “det gode”, den anden af “det onde”. Når vi idealiserer, ser vi ikke den anden, men vores egen længsel efter fuldendelse. Når vi devaluerer, ser vi ikke den anden, men vores egen frygt for at blive forladt.

Vi siger: “Du er min sjæleven” – og lidt senere: “Du ødelagde mig.” I virkeligheden handler det sjældent om den anden. Det handler om os selv og vores kamp for at rumme, at kærlighed altid vil indeholde både smerte og glæde, tryghed og usikkerhed.

Sort-hvid tænkning i samfundet

Splitting findes også på kollektivt niveau. Politiske og sociale debatter bliver polariserede, fordi samfundets psyke ikke længere kan rumme kompleksitet. “Vi” og “dem”, “rigtige” og “forkerte”, “ofre” og “skyldige”.

Sociale medier forstærker denne mekanisme. Algoritmer belønner følelsesmæssig klarhed og fordømmelse – ikke refleksion. Det moderne menneske risikerer dermed at blive fanget i en konstant følelsesmæssig splitting, hvor nuancer forsvinder, og empati bliver en mangelvare.

Integration – vejen til modenhed

At hele splitting handler om at træne evnen til emotionel integration. Det betyder ikke, at vi skal acceptere alt, men at vi skal kunne holde modsætninger ud.

Vi kan begynde at sige:

• “Jeg elsker dig, og du gør mig vred.”
• “Jeg er stolt af mig selv, og jeg er bange.”
• “Jeg vil gerne være stærk, men jeg har brug for hjælp.”

Når vi kan rumme paradokser uden at gå i forsvar, begynder psyken at hele. Vi lærer, at sand kærlighed ikke er perfekt, men rummelig.

Fra sort-hvid til levende gråtoner

At give slip på splitting er som at begynde at se i farver. Verden bliver mere uforudsigelig, men også mere ægte. Vi opdager, at mennesker ikke er enten-eller, men både-og.

Denne indsigt bringer ro, fordi vi ikke længere kæmper for at opretholde illusionen om renhed – hverken i os selv eller i andre. Når vi forener lys og mørke i samme billede, falder vi ikke længere fra hinanden, hver gang noget skygger for solen.

At rumme modsætninger er en stille form for kærlighed – ikke kun til andre, men til livet selv.

Kilder

• Klein, M. (1946). Notes on Some Schizoid Mechanisms. International Journal of Psychoanalysis, 27, 99–110.
• Schore, A. N. (2003). Affect Dysregulation and Disorders of the Self. W. W. Norton & Company.
• Masterson, J. F. (1981). The Narcissistic and Borderline Disorders: An Integrated Developmental Approach. Brunner/Mazel.
• Kernberg, O. F. (1975). Borderline Conditions and Pathological Narcissism. Jason Aronson.
• Linehan, M. M. (1993). Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder. Guilford Press.
• Brown, B. (2015). Rising Strong. Spiegel & Grau.
• Rogers, C. (1961). On Becoming a Person. Houghton Mifflin.