Jørgen Larsen

Der findes mange måder at flygte på. Nogle flygter ind i arbejde, andre i relationer, nogle i spiritualitet, andre i præstation, underholdning eller konstant aktivitet. Fælles for dem alle er dette: flugten beskytter os mod at mærke os selv. Vi flygter ikke, fordi vi er svage, men fordi vi på

Vi kalder det struktur, planlægning, effektivitet. Men under overfladen er kontrol ofte ikke et udtryk for styrke – det er et udtryk for frygt. Kontroladfærd opstår, når vi forsøger at skabe tryghed gennem styring, forudsigelighed og kontrol over os selv, andre eller livet. For mange mennesker bliver kontrol ikke bare en

Et menneske, der ikke kan rumme modsætninger, er dømt til at leve i ekstremer. Kærlighed bliver enten altopslugende eller udelukket. Mennesker er enten gode eller onde. Relationer er enten perfekte eller ødelagte. Denne sort-hvide måde at føle på kaldes emotional splitting – en psykologisk forsvarsmekanisme, hvor sindet opdeler virkeligheden i

Der findes øjeblikke, hvor virkeligheden ikke længere passer til den historie, vi fortæller om os selv. Vi mærker et ubehag, et mentalt skurren, som om to sandheder støder sammen i vores bevidsthed. Den ene er den, vi tror på – den anden er den, vi mærker. Dette fænomen kaldes kognitiv dissonans:

Inde i ethvert menneske findes et stille og uafbrudt system, der arbejder på vores vegne. Et psykisk immunforsvar, der beskytter os mod smerte, skam, skyld, frygt og alt det, der truer vores selvbillede. Det system kalder vi forsvarsmekanismerne. De er ikke vores fjende. De er grunden til, at vi overlever.

Vi lever i en kultur, hvor sårbarhed ofte forveksles med svaghed. Vi lærer tidligt at holde sammen på os selv, at bide tænderne sammen, at være stærke, rolige og kompetente. Men under overfladen gemmer der sig en stille kamp – en konstant anstrengelse for at skjule det, der er mest menneskeligt:

Når noget går galt, søger sindet straks en forklaring. Det er en refleks, næsten lige så automatisk som åndedrættet. Vi leder efter en årsag, et “hvorfor” – og helst én, der ikke gør for ondt. Derfor opstår en af menneskets mest udbredte forsvarsmekanismer: skyldforskydning. Vi flytter skylden væk fra os selv

Der findes få kræfter i menneskesindet, der er så snedige som selvbedraget. Det er den indre stemme, der hvisker: “Det er ikke så slemt.” “Jeg havde ikke noget valg.” “Jeg er bare sådan her.” Den glider gennem vores tanker som et mildt filter, der beskytter os mod erkendelser, vi ikke

Der findes øjeblikke i livet, hvor sandheden er for tung at bære. Hvor bevidstheden, som ellers er vores største gave, bliver for smertefuld. I de øjeblikke træder et af sindets ældste forsvar frem: benægtelse. Den stille, ubevidste løgn, der tillader os at fortsætte, selv når virkeligheden burde have væltet os

Vi mennesker har en subtil evne til at dække vores frygt med glans. Vi vil gerne fremstå som stærke, selvstændige, kloge, kærlige, spirituelle eller succesfulde – ikke fordi vi nødvendigvis er det hele tiden, men fordi det føles tryggere end at være rå, uperfekt og i tvivl. Denne mekanisme kaldes idealiseringsmaskering: