Jørgen Larsen

Der findes øjeblikke, hvor virkeligheden ikke længere passer til den historie, vi fortæller om os selv. Vi mærker et ubehag, et mentalt skurren, som om to sandheder støder sammen i vores bevidsthed. Den ene er den, vi tror på – den anden er den, vi mærker. Dette fænomen kaldes kognitiv dissonans:

Inde i ethvert menneske findes et stille og uafbrudt system, der arbejder på vores vegne. Et psykisk immunforsvar, der beskytter os mod smerte, skam, skyld, frygt og alt det, der truer vores selvbillede. Det system kalder vi forsvarsmekanismerne. De er ikke vores fjende. De er grunden til, at vi overlever.

Vi lever i en kultur, hvor sårbarhed ofte forveksles med svaghed. Vi lærer tidligt at holde sammen på os selv, at bide tænderne sammen, at være stærke, rolige og kompetente. Men under overfladen gemmer der sig en stille kamp – en konstant anstrengelse for at skjule det, der er mest menneskeligt:

Når noget går galt, søger sindet straks en forklaring. Det er en refleks, næsten lige så automatisk som åndedrættet. Vi leder efter en årsag, et “hvorfor” – og helst én, der ikke gør for ondt. Derfor opstår en af menneskets mest udbredte forsvarsmekanismer: skyldforskydning. Vi flytter skylden væk fra os selv

Der findes få kræfter i menneskesindet, der er så snedige som selvbedraget. Det er den indre stemme, der hvisker: “Det er ikke så slemt.” “Jeg havde ikke noget valg.” “Jeg er bare sådan her.” Den glider gennem vores tanker som et mildt filter, der beskytter os mod erkendelser, vi ikke

Der findes øjeblikke i livet, hvor sandheden er for tung at bære. Hvor bevidstheden, som ellers er vores største gave, bliver for smertefuld. I de øjeblikke træder et af sindets ældste forsvar frem: benægtelse. Den stille, ubevidste løgn, der tillader os at fortsætte, selv når virkeligheden burde have væltet os

Vi mennesker har en subtil evne til at dække vores frygt med glans. Vi vil gerne fremstå som stærke, selvstændige, kloge, kærlige, spirituelle eller succesfulde – ikke fordi vi nødvendigvis er det hele tiden, men fordi det føles tryggere end at være rå, uperfekt og i tvivl. Denne mekanisme kaldes idealiseringsmaskering:

De fleste af os kender situationen: printeren nægter at samarbejde, softwaren fryser, eller en ny opdatering ændrer alt det, vi lige havde lært. Irritationen stiger, vi føler os magtesløse, og vreden rettes mod maskinen. Det er et klart eksempel på teknostress. Men teknostress handler ikke kun om den akutte frustration

De mest betydningsfulde samtaler består ikke kun af ord. De udfolder sig i pauserne, i blikkene, i det der næsten ikke bliver sagt, men alligevel mærkes. Empatiske mennesker har en særlig evne til at registrere dette skjulte lag. De hører stilheden bag ordene, mærker uroen i stemmen, fornemmer det smil,

Mennesker, der fremstår stærke, rolige og i kontrol, bliver ofte beundret. De håndterer livet med effektivitet og overblik, de virker upåvirkelige og selvstændige. Men bag denne styrke kan der gemme sig et dybt og uerkendt paradoks: nogle gange er det, vi kalder styrke, blot frygt i forklædning. Det er ikke