Jørgen Larsen

De fleste moderne mennesker lever med ét grundlæggende paradoks: Vi vil gerne være frie, men vi er fanget i os selv. Fanget i vores identitet, vores selvbillede, vores historier om hvem vi er – og hvem vi ikke må være. Psykologien kalder denne konstruktion egoet: den struktur i sindet, der organiserer

Ethvert menneske bærer på to kræfter: den, der vil gøre godt, og den, der vil beskytte sig – også når det betyder at skade. Vi vil gerne se os selv som moralske, bevidste og empatiske væsener, men virkeligheden er mere kompleks. I os alle findes mørke impulser: misundelse, begær, hævn, magt,

Vi lever i en tid, hvor viden er blevet en overlevelsesstrategi. Vi tror, at hvis vi bare forstår nok, planlægger nok, forklarer nok – så vil livet føles sikkert. Men paradokset er, at jo mere vi prøver at vide, desto længere bevæger vi os væk fra at være. Tilstedeværelse er ikke

Der kommer et tidspunkt i livet, hvor alt det, der før gav mening, begynder at smuldre. De værdier, vi har bygget vores liv på. De roller, vi har spillet. De mål, vi har stræbt efter. Pludselig føles det hele fremmed – som et manuskript, vi ikke længere kan huske, hvorfor vi

Der findes en form for flugt, som ikke ligner flugt. Den bærer fredens sprog, taler om lys og bevidsthed, og lover frihed fra smerte. Men bag mange menneskers søgen efter oplysning ligger en uerkendt længsel: ønsket om at slippe væk fra det menneskelige. Dette kaldes spirituel bypassing – brugen af spiritualitet

Når to mennesker elsker hinanden, forventer vi, at kærligheden skal bringe fred. Men ofte sker det modsatte: den vækker alt det i os, vi ikke har fået fred med. Gamle sår, utryghed, vrede og frygt for afvisning flyder op til overfladen. For mange opleves dette som sammenbrud. Men ofte er

I næsten alle nære relationer findes der usynlige aftaler. Tavse forventninger, følelsesmæssige byttehandler og skjulte regler for, hvordan kærlighed, omsorg og ansvar skal udspilles. Vi har aldrig skrevet dem ned. Vi har aldrig talt om dem. Men vi lever efter dem – hver dag. Disse usynlige kontrakter er ikke onde. De

Nogle relationer føles ubalancerede uden helt at vide hvorfor. Den ene mærker alt, analyserer, forsøger at forstå, kommunikere, reparere. Den anden virker mere rolig, måske distanceret, måske bare tavs. Langsomt begynder forholdet at dreje sig om den, der bærer følelserne. Om den, der føler for to. Dette fænomen kaldes følelsesmæssig

Vi længes efter nærhed, men vi frygter at miste os selv i den. Vi søger kærlighed, men skubber den væk, når den bliver for tæt på. Vi vil have tryghed – men vi drømmer om frihed. Dette er tilknytningens paradoks: spændingen mellem behovet for samhørighed og behovet for autonomi. Begge er

Forelskelse føles som et mirakel. Som om vi endelig har mødt den, der kan se os, forstå os, hele os. Men ofte er det, vi ser i den anden, ikke kun den anden – det er os selv. Vi forelsker os ikke blot i et menneske, men i det spejl, det