Jørgen Larsen

Der findes få kræfter i menneskesindet, der er så snedige som selvbedraget. Det er den indre stemme, der hvisker: “Det er ikke så slemt.” “Jeg havde ikke noget valg.” “Jeg er bare sådan her.” Den glider gennem vores tanker som et mildt filter, der beskytter os mod erkendelser, vi ikke

Der findes øjeblikke i livet, hvor sandheden er for tung at bære. Hvor bevidstheden, som ellers er vores største gave, bliver for smertefuld. I de øjeblikke træder et af sindets ældste forsvar frem: benægtelse. Den stille, ubevidste løgn, der tillader os at fortsætte, selv når virkeligheden burde have væltet os

Vi mennesker har en subtil evne til at dække vores frygt med glans. Vi vil gerne fremstå som stærke, selvstændige, kloge, kærlige, spirituelle eller succesfulde – ikke fordi vi nødvendigvis er det hele tiden, men fordi det føles tryggere end at være rå, uperfekt og i tvivl. Denne mekanisme kaldes idealiseringsmaskering:

Vi mennesker har en subtil evne til at dække vores frygt med glans. Vi vil gerne fremstå som stærke, selvstændige, kloge, kærlige, spirituelle eller succesfulde – ikke fordi vi nødvendigvis er det hele tiden, men fordi det føles tryggere end at være rå, uperfekt og i tvivl. Denne mekanisme kaldes idealiseringsmaskering:

De fleste af os kender situationen: printeren nægter at samarbejde, softwaren fryser, eller en ny opdatering ændrer alt det, vi lige havde lært. Irritationen stiger, vi føler os magtesløse, og vreden rettes mod maskinen. Det er et klart eksempel på teknostress. Men teknostress handler ikke kun om den akutte frustration

De mest betydningsfulde samtaler består ikke kun af ord. De udfolder sig i pauserne, i blikkene, i det der næsten ikke bliver sagt, men alligevel mærkes. Empatiske mennesker har en særlig evne til at registrere dette skjulte lag. De hører stilheden bag ordene, mærker uroen i stemmen, fornemmer det smil,

Mennesker, der fremstår stærke, rolige og i kontrol, bliver ofte beundret. De håndterer livet med effektivitet og overblik, de virker upåvirkelige og selvstændige. Men bag denne styrke kan der gemme sig et dybt og uerkendt paradoks: nogle gange er det, vi kalder styrke, blot frygt i forklædning. Det er ikke

Usikkerhed er en grundlæggende del af livet. Vi ved aldrig præcist, hvordan morgendagen udfolder sig, eller hvordan en relation, et projekt eller et valg vil ende. For nogle mennesker er dette spændende – en åbning mod muligheder. For andre føles det som et konstant pres. Når hjernen mangler information, udfylder den

De fleste mennesker lever med en lavintens form for frygt. Ikke den akutte panik, hvor vi flygter eller kæmper, men en mere dæmpet uro, som ligger som en baggrundsstøj i vores nervesystem. Den viser sig som rastløshed, bekymring, anspændthed eller en fornemmelse af hele tiden at være “på vagt”. For

Mange mennesker vokser op med en indre stemme, der konstant overvåger, vurderer og korrigerer. Det kan være resultatet af kontrollerende forældreskab, høje krav eller perfektionistiske mønstre. Forskningen viser, at disse tidlige erfaringer kan sætte sig dybt i nervesystemet og forme den måde, vi oplever os selv og verden på. Men