At føle følelser – en glemt kunst i en tænksom tid

Vi lever i en tid, hvor vi er blevet stadig bedre til at tænke om følelser og til at tale om følelser. Vi kan analysere dem, sætte ord på dem, finde mønstre, relatere dem til vores barndom eller til samfundets strukturer. Det er blevet legitimt at sige “jeg føler mig ked af det” eller “jeg er stresset”. Men spørgsmålet er: er vi egentlig blevet bedre til at føle følelserne?

Mange af os oplever, at når en stærk følelse banker på – vrede, sorg, skam, frygt eller endda glæde – så sker der noget næsten automatisk: vi bevæger os op i hovedet. Vi forsøger at forstå, forklare, retfærdiggøre eller skubbe væk. Følelsen bliver gjort til et objekt, noget vi kan tale om eller tænke os ud af. Men selve følelsen – den rå kropslige fornemmelse – får vi sjældent lov til at være i ret længe.

Tænkning om følelser kontra det at føle

Man kan sige, at der er en forskel på at tænke om en følelse og at føle den:

• At tænke om en følelse er at placere den på en mental skærm, analysere den, fortolke dens betydning. Det kan føles trygt, for her er vi på velkendt, rationel grund.
• At føle en følelse er at træde ind i kroppen, mærke varmen i brystet, knuden i maven, presset bag øjnene. Det kræver, at vi overgiver os til en sansning, vi ikke kan kontrollere eller tænke væk.

Mennesker er blevet eksperter i det første, men vi undgår ofte det andet. Ikke fordi vi ikke kan, men fordi det føles uvant – og til tider ubehageligt.

Følelser som bølger

Følelser kan sammenlignes med bølger. Når vi tænker om dem, står vi på stranden og beskriver bølgens form, farve og kraft. Når vi virkelig føler dem, træder vi ud i vandet og lader bølgerne slå ind mod kroppen. Den ene tilgang giver afstand, den anden giver nærvær.

Det smukke er, at en bølge altid bevæger sig. En følelse, hvis den får lov at udfolde sig, har en begyndelse, en midte og en afslutning. Når vi lader os gennemstrømme af den, bevæger vi os med den – og opdager, at vi ikke drukner, men flyder.

Hvorfor det er vigtigt

Når vi kun taler og tænker om følelser, risikerer vi at miste kontakten til vores egen krop. Vi lever i tankernes verden og mister jordforbindelsen til de signaler, som kroppen sender. At mærke følelserne i kroppen skaber en dybere form for selvindsigt og selvkontakt. Det åbner for autenticitet i relationer, fordi vi ikke kun fortæller, hvad vi føler – vi er følelsen et øjeblik, og det kan mærkes.

En øvelse i at føle følelser

Næste gang en følelse dukker op, kan du prøve dette:

1. Stop op. Lad være med straks at forklare eller vurdere følelsen.
2. Find kroppen. Hvor mærkes den? Mave, bryst, hals, skuldre?
3. Bliv der. Træk vejret og vær med sensationerne, som de er – uden at ændre dem.
4. Navngiv simpelt. Ikke “jeg er frustreret over…”, men blot “sorg”, “vrede”, “glæde”.
5. Vent. Se, hvordan følelsen udvikler sig, bevæger sig, måske opløses.

Det kan tage 30 sekunder eller 10 minutter. Pointen er ikke at forstå følelsen, men at leve den igennem.

At vende tilbage til kroppen

At føle følelser er en kropslig praksis, ikke en mental disciplin. Det er kunsten at turde være menneske, ikke bare som et tænkende væsen, men som et sansende, vibrerende og levende legeme.

Måske er det netop her, vi finder balancen: At hjernen er en uundværlig fortæller, men at kroppen er selve scenen, hvor livet udspiller sig.